Københavns Lufthavn mister hver anden af alle nye ruter

Flyselskaberne er hurtige på aftrækkeren med at afvikle tabsgivende aktiviteter. Den nuværende luftfartskrise og generelle økonomiske afmatning afspejles tydeligt i aktiviteterne hos Københavns Lufthavn.



Lufthavnen fik i august for første gang i år en tilbagegang i passagertallet. På indenrigs- og udenrigsruterne mistede lufthavnen over 20.000 passagerer i forhold til samme måned året før.



En årsag er, at det er blevet sværere for lufthavnen at fastholde og tiltrække ny trafik. Mange nye ruter lukkes igen efter kort tid. Det er i hvert fald tilfældet med de ruter, som blev etableret fra Københavns Lufthavn i 2007, men mønsteret for 2008 viser også samme tendens.



I 2007 blev der åbnet 14 nye helårsruter fra lufthavnen – enten nye ruter eller nye selskaber på eksisterende ruter.



Men fra vinterfartplanens 26. oktober i år er 7 af de 14 nye helårsruter lukket. I 2008 er det indtil nu åbnet 10 helårsruter, hvoraf tre allerede er lukket.



Navnlig Sterling træder frem i denne statistik. Selskabet åbnede i 2007 helårsruter til Bruxelles, Dortmund og East Midlands. De to sidstnævnte er allerede lukket, mens Bruxelles er på ”observationslisten.”



I 2008 har Sterling i foråret åbnet helårsruter fra København til Bergen og Gøteborg. Begge lukkes i dette efterår. I stedet har Sterling øget med en ekstra daglig afgang til London samt udvidet beflyvningen af Stockholm.



Også Cimber Air har haft svært ved at skabe trafik på nye ruter fra København. I 2007 åbnede selskabet til Lyon, Newcastle og Prag. Kun Newcastle flyves endnu, Lyon og Prag blev lukket her i sensommeren. Cimber opruster til gengæld på dansk indenrigs, hvor det 15. september genetablerede ruten fra København til Århus med fire daglige afgange, viser opgørelse fra Travelbroker.dk



Derimod ser det slovakiske lavprisselskab SkyEurope ud til at have været mere succesfuld. Begge ruter fra København til Wien og Prag, som selskabet åbnede i 2007, opereres stadig.



Det samme er gældende for britiske BMI’s rute til Leeds samt svenske NextJet’s til Örebro.



Også SAS har haft succes med nye ruter fra København. I foråret 2008 åbnede SAS på Bukarest, Kiev og Ålesund. Alle disse opereres stadig. I efteråret 2007 etablerede SAS sæsonruten til Dubai, den fortsætter i vinterhalvåret 2008/09. Samtidig etablerer SAS en ny rute til New Delhi i Indien den 26. oktober.



Når vinterfartplanen træder i kraft i oktober har Københavns Lufthavn kun tre nye ruter på programmet.



Officielt har Københavns Lufthavn annonceret SAS til New Delhi og Easyjet til Milano.



Herudover har China Eastern Airlines ifølge kinesiske nyhedsmedier netop bekræftet, at selskabet fra 29. oktober vil flyve to gange ugentligt mellem Shanghai og København.

Skrevet af