Fredagsklummen – Flyvesikkerhed som handelsvare

Af Ejvind Olesen



Vi vidste det jo godt. I det gamle Østeuropa anført af Sovjetunionen forsøgte de at flyve til månen uden held. De forsøgte at bygge et overlydsfly i Concorde-stil til fragt, men flyet havarerede, og projektet kom aldrig videre. Samtidig sendte de stribevis af gamle fly med dårligt udstyr og manglende vedligeholdelse i civil flytrafik – også til Vesteuropa. Altså til os, også i Skandinavien.



Ingen greb ind for alvor. Heller ikke i Danmark, selv om drevne luftfartsfolk holdt vejret af frygt og spænding, når et vrag på det nærmeste bundet sammen af sejlgarn, tog fart ud over startbanen med en larm, som ville få alle støjmålere til at gå i panik.



Nu er det heldigvis anderledes i det område. I hvert fald for en stribe flyselskaber, som har købt moderne fly – primært fra fra Airbus og Boeing. De har også lært, hvad vedligeholdelse betyder.



NOGEN HAR IMIDLERTID ikke taget ved lære. I går revidere EU igen listen over usikre flyselskaber, den såkaldte sorte liste.

Nu har 51 selskaber flyforbud til EU-landene. Blandt dem er fortsat alle indonesiske selskaber. Ny er Angolas flagskib, TAAG Angola Airlines samt Volare (cargo) fra Ukraine.



Listen omfatter også 10 selskaber fra Rusland, seks fra Bulgarien og otte fra Moldovia. Fire russiske selskaber, som var i kontakt med EU om tilladelse er blevet nægtet adgang. Det gælder Koban Airlines, Red Wings, Yakuatia Airlines og Kavminvodyavia.



Til gengæld er der mere positivt på vej fra Pakistan, hvor Pakistan Airlines nu har fået lov at flyve med både B747 og A 310 til Europa mod tidligere kun Boeing 777.



Angolas regering er harmfuld. TAAG havde planlagt ruteflyvning til London Gatwick i juli. Nu kommer et forbud mod British Airways som tak for sidst. Men Angola overvejer også at inddrage landingstilladelse til Air France og TAP fra Portugal i Luanda lufthavn.



I INDONESIEN RASER de også. Regeringen overvejer gengældelse. Trafikministeren siger, at man seriøst overvejer, hvordan man kan gengælde de uvenlige handlinger over for indonesiske selskaber, blandt andet Garuda, som planlægger at begynde flyvninger til Amsterdam senest næste forår.



Hvis de skandinaviske luftfartsmyndigheder i sin tid havde forbudt Aeroflot at lande i København eller Stockholm – det var lige før – ville det øjeblikkelig have betydet, at SAS var blevet frataget rettigheder til at flyve over Sibirien, en tilladelse der kom sent. Også ruten før, nemlig sydover med mellemlanding i Taschkent til Bangkok var i fare.



DET HELT afgørende er imidlertid, at der aldrig må være nogen udvej for dårlig vedligeholdelse af fly, eller manglende luftdygtighed, i værste fald med dårligt uddannede piloter uden at kunne tale og forstå engelsk.



Hvis det er betingelserne, så må vi holde op med at flyve til Indonesien og Bali. Og så må Angola klare sig med landtransport. Det bliver værre for dem end for os.


Skrevet af