Mange nødhjælpspenge på vej fra rejsebranchen

Der indsamles millioner til nødhjælp i disse dage; som det første rejsebureau har Albatros Travel doneret 100.000 kroner via Folkekirkens Nødhjælp. ”Når en katastrofe af dét omfang indtræffer, er det indlysende at bidrage,” siger Albatros’ direktør, Søren Rasmussen, til B.T.



Feriemessen i Bella Center har givet Red Barnet 50.000 kr. til dets arbejde i forbindelse med naturkatastrofen. ”Ingen kan vende ryggen til omfanget af denne katastrofe, der i særdeleshed har ramt det kæreste, vi mennesker kender – børnene,” siger Bella Centers adm. direktør, Arne Bang Mikkelsen og tilføjer: ”I forbindelse med Ferie 05 i weekenden 28.-30. januar har Bella Center indsamlinger i samarbejde med Red Barnet.”



Den norske rejsemesse i Lillestrøm, Reiseliv 05 – 13–16. januar – har doneret 50.000 kroner til Norges Røde Kors. På Reiseliv bliver der indsamling til genopbygning af rejsemålene.



Boeing har givet en million dollars til ofrene, pengene skal bl.a. bruges af USA’s Røde Kors.



Ifølge hjemmesiden Boarding.no starter SAS fra den kommende uge en indsamling i samarbejde med Red Barnet til fordel Asien. SAS-koncernen vil bidrage med et tilsvarende beløb til Red Barnet, som der totalt indsamles.

”Indsamlingen de kommende to uger vil ske på selskabets fly, hoteller, i lufthavne, på billetkontorer og arbejdspladser,” siger koncernchef Jørgen Lindegaard.



Take Off modtager gerne information fra andre aktører i rejsebranchen om bidrag til indsamlingen.

Skrevet af