Aibus leverer A380 til Emirates

Ved en højtidelighed med mere end 500 deltagere modtog bestyrelsesformand og CEO for Emirates Airlines and Group Sheikh Ahmed Bin Saeed Al-Maktoum i dag selskabets første af 58 Airbus A380. Han var ledsaget af Emirates president Tim Clark. Det var  Airbus president og CEO Tom Enders og selskabets COO John Leahy, som overdrog det netop færdiggjorte gigantfly.

 

Ved ceremonien præsenterede Emirates sin eksklusive, rummelige og luksuriøse kabine, som har plads til 489 passagerer, hvoraf de 14 rejser i førsteklasses suiter, 76 på business og 399 på economy. For at sikre passagerernes afslapning under flyrejserne er der indført en ny stemningsfuld loftsbelysning med en effekt som en stjerneklar nat.

 

Flyet fortsætter i morgen til Dubai, hvorfra det åbner den direkte rute til New York den 1. august.

 

Og når nu topcheferne for både Emirates og Airbus var samlet alligevel, kunne man lige så godt underskrive et nyt letter of intent, som går ud på, at Emirates køber yderligere 30 Airbus A350XWB og 30 A330-300. Denne foreløbige ordre kommer efter den faste ordre på 70 A350XWB, som faldt på plads i forbindelse med årets Dubai Air Show.

Skrevet af Flemming Juul