Air Berlin til Chicago

Flyselskaber fejrer ruteåbninger med en stor flot kage – her kagen der markerede Air Berlins åbning på Chicago.

Flyselskaber fejrer ruteåbninger med en stor flot kage – her kagen der markerede Air Berlins åbning på Chicago.

LUFTFART: SAS får konkurrence på sin Chicago-rute fra København efter Air Berlin i weekenden åbnede fra Berlin – i første omgang med tre fly om ugen, fra maj bliver det fem.

Lørdag så Oneworld-medlemmet Air Berlin åbne to nye ruter fra Berlin – til Chicago og Warszawa. Chicago er selskabets femte destination fra Berlin. Chicago er bl.a. valgt fordi Oneworld-partneren American Airlines her har et af sine hubs og forbindelser videre til bl.a. Minneapolis, New Orleans og Seattle.

Ruten blev åbnet af Air Berlins nye koncernchef, Wolfgang Prock-Schauer, og hans forgænger, Hartmut Mehdorn, der for nylig blev ny adm. direktør for den skandaleramte og stærkt forsinkede nye storlufthavn i Berlin Brandenburg. Indtil videre flyver Air Berlin fortsat fra Tegel-lufthavnen – herunder til Chicago.

Air Berlin afgår kl. 10 til Chicago med en Airbus A330-200.

I en pressemeddelelse peger Air Berlin på, at dets formiddagsafgang til Chicago har gode transfer-forbindelser fra ud over otte tyske byer også Helsinki, Krakow, Moskva, St. Petersborg, Stockholm, Wien og Zürich. Og ankomsterme fra Chicago har bl.a. gode videreforbindelse til netop Warszawa. Chicago regnes efter Warszawa for den by i verden med flest polakker eller borgere af polsk afstamning.

Med sine mange fødeflyvninger til Berlin vil Air Berlin sandsynligvis trække passagerer væk fra SAS’ daglige rute mellem København og Chicago – passagerer som ellers var fløjet til København og derfra til Chicago.

Air Berlin betjente ved sidste fintælling 150 lufthavne i 40 lande – selskabet havde sidste år over 33 mio. passagerer. Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer 29,2 pct. af Air Berlin.