En Boeing B787 Dreamliner fra Air Canada lander i Københavns Lufthavn. Arkivfoto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo.

Air Canada udvider NDC-program til rejsebureauer

Star Alliance-selskabet får flere fordele, øget indhold og support i sit opdaterede New Distribution Capabilities-program for rejsebureauer og firmakunder. Air Canada får også ny rute til København.

Via New Distribution Capability (NDC) ønsker stadig flere IATA-flyselskaber, at der bookes flybilletter og tillægsydelser direkte hos dem – fremfor i reservationssystemerne, GDS’erne (Global Distribution System), for eksempel Amadeus, Galileo, Sabre og Worldspan, som flyselskaberne synes de betaler for høje afgifter til.

Nu skriver Air Canada i en pressemeddelelse, at Star Alliance-medlemmet har moderniseret sit NDC-program – og at det vil give tilkoblede rejsebureauer og firmakunder mere fleksibel adgang til Air Canadas NDC-program, herunder via GDS-mulighederne.

Air Canada fremhæver øgede fordele ved sit opgraderede NDC-system, udvidet indhold af løsninger og styrket support til rejsebranchen. Via opdateringen får tilsluttede rejsebureauer og firmakunder bedre adgang til Air Canadas billetpriser, tillægsydelser (ancillary services) og digitale produkter, oplyses det.

Vi har spurgt kunderne
I pressemeddelelsen siger Mark Nasr, chef for produkter, marketing og eCommerce hos Air Canada: ”Vores partnere i rejsebranchen – fra mindre, lokale rejsebureauer til store erhvervsrejsebureaukoncerner samt corporate-kunder vil altid være vigtige for Air Canada.

Samtidig med, at vi udruller nye produkter og styrker revenue management-mulighederne, er det vigtigt for os at levere stadig bedre teknologiske muligheder til vores partnere i rejsebranchen så de står endnu bedre rustet til fremtiden med nye services og produkter,” siger han.

Forud for styrkelsen af sine NDC-muligheder, har Air Canada ifølge egne oplysninger gennemført omfattende kundeundersøgelser for at få klarhed over, hvad rejsebureau- og firmakunder ønsker og har behov for, hedder det. Totalt har Air Canada fire hovedområder inden for NDC, afhængig af, hvad kunderne efterspørger.

Lisa M. Pierce, chef for Global Sales, siger: ”Vi anerkender at rejsebureauer skal bruge tid og kræfter for at gøre sig klar til NDC og vi er klar til at hjælpe. Vi har valgt at tilføje nye features til vores NDC-udbud fremfor at fjerne eksisterende muligheder fra vores udbud via GDS. Og vi vil blive ved med at lytte til NDC-brugernes feedback, så vi kan fortsætte med at udvide vores NDC-produkter.”

Ny Air Canada-rute: Montreal-København
Mens Air Canada som eneste nordamerikanske flyselskaber flyver hele året mellem Canadas største by, Toronto, og København, åbner selskabet 1. juni sæsomrute mellem Montreal og Københavns Lufthavn. Der bliver fem ugentlige Boeing B787-8 Dreamliner-flyvninger med en 255-sæders Dreamliner på ruten, der flyves til oktober.

Fra Montreal betjener Air Canada over 40 destinationer på tværs af Canada og USA. Totalt beflyver Air Canada i alt 180 lufthavne i Canada, USA og andre lande verden over. I Norden flyver AC kun til Københavns Lufthavn.

Den eksisterende rute mellem København og Toronto er der i højsæsonen også fly fem om ugen – dermed kommer Air Canada op på 10 ugentlige afgange fra København.

Sidste sommer åbnede SAS en sæsonrute til Toronto i direkte konkurrence med Air Canada.

 

Relaterede artikler:

SAS og Amadeus udvider samarbejdet

Officielt: Air Canada fra Montreal til København

Lufthansa-selskaber i udvidet Amadeus-aftale