Air France-KLM håber på at kunne gøre sig mere attraktive for rejsebureauer. Nu har man indgået et samarbejde med Sabre, som skal gøre det muligt at give mere konkurrencedygtige tilbud.
Selvom man er så stor en spiller som Air France-KLM, ser koncernen stadig flere muligheder for at tage en større bid af kagen i luftfartsindustrien.
Nu har den store koncern indgået en aftale med Sabre, som har tilsluttet indholdet fra koncernens New Distribution Capability (NDC) til Sabres Travel Marketplace.
Det betyder, at bureauer, som har adgang til Sabres løsninger, får bedre adgang til promoveringer og mere konkurrencedygtige priser på afgange fra både Air France og KLM, hvilket ifølge Sabre vil styrke bureauernes konkurrencedygtighed.
Giver personlige tilbud
Sabre oplyser, at NDC giver flyselskaber mulighed for at lave og distribuere personaliserede tilbud, som rækker ud over det, som normalt er inkluderet i denne type tilbud.
Gennem samarbejdet kan Air France-KLM nu lave en mere attraktiv prissætning, mens rejsebureauer, som bruger Sabre, kan få adgang til tilbud gennem Sabres API’er, Sabre Red 360, Sabre Red Launchpad og andre bookingværktøjer.
”Det er en milepæl for vores distributionsstrategi at integrere vores NDC med Sabre. Det giver os nemlig mulighed for at tilbyde bedre priser med løbende prisfastsættelse, eksklusive tilbud og ekstra muligheder og mere innovative tilbud såsom sæder og pakker med ekstra SAF. Rejsende, som booker gennem rejsebureauer, der er forbundet til Sabre, får bedre valg, mens partnerbureauer får adgang til vores bedste tilbud,” siger Angus Clarke, administrerende direktør for Air France-KLM.
Markerer et skifte
Sabre skriver, at virksomhedens tilgang er at integrere NDC sammen med andre traditionelle løsninger. Det, håber man, vil gøre det nemmere for rejseudbydere at sammenligne og booke på tværs af forskellige muligheder.
Ved at samle forskellige muligheder vil man give rejsebureauer bedre mulighed for at holde styr på et bredere udvalg af tilbud uden at gøre arbejdsgange mere komplekse.
”Air France og KLM’s NDC-aktivering er et skifte mod et moderne, mere fleksibelt distributionsmiljø,” siger Roshan Mendis, som er kommerciel direktør hos Sabre Travel Solutions og tilføjer:
”Hos Sabre fokuserer vi på at skabe intelligent handel gennem indhold fra flere kilder, så bureauer nemt kan søge, booke og servicere NDC-indhold side om side med andre typer indhold. Dette samarbejde understøtter vores vision om en markedsplads, hvor flyselskaber kan distribuere personlige tilbud i stor skala, samtidig med at bureauerne forbliver i front, når der skal leveres værdi til rejsende.”
Relaterede artikler:
Færøsk flyselskab opruster for at få flere turister

STANDBY.DK Nyt om rejser


