Air France øger i Billund

Det første Air France/HOP!-fly ankommer til Billund Lufthavn i vandkaskade.

Det første Air France/HOP!-fly ankommer til Billund Lufthavn i vandkaskade.

Air France fik før påske atter en anden daglig afgang mellem Paris og Billund Lufthavn og dermed øget adgang til selskabets rutenet ud af Paris CDG-lufthavn. De fem største destinationer fra Billund er alle oversøiske.

Den 27. marts fik Billund to daglige afgange til og fra Paris med endnu flere forbindelser på Air Frances rutenet. Den ekstra afgang blev fejret med velkomstreception i Billund Lufthavn og frokost på Hotel Legoland, og til passagererne var der bl.a. kage i de franske farver.

Når passagererne fra Billund til Paris skal videre, er de fem største destinationer: Los Angeles, New York, Miami, San Francisco og Havana.

Air Frances hollandske fætter, KLM, har fem daglige afgange fra Billund samt tre daglige fra Aalborg til Amsterdam.

Den nye Air France-rute til Billund Lufthavn flyves af datterselskabet HOP! med en Embraer 170 med plads til 76 gæster, heraf op til fire på Business Class i en sædekonfiguration 2 x 2. Passagererne kan hos Air France rejse på: Economy Class, Premium Economy (ikke i Europa), Business Class og First Class.

Der er altid mulighed for at kombinere ud- eller hjemrejse med KLM via Amsterdam.