Air Greenland til Aalborg næste sommer

air greenland airbus A330FLYSELSKABER: Tre weekender i juni, juli og august får Air Greenland direkte fly mellem Kangerlussuaq og Aalborg med det enlige langrutefly, en Airbus 330. De samme weekender flyver selskabet ikke til København.

Næste sommer bliver der tre muligheder for at undgå flyskift for passagerer, der skal fra Grønland til Aalborg.

Tre lørdage vil flyet ’Norsaq’ flyve fra Kangerlussuaq – Søndre Strømfjord – til Aalborg, og dagen efter retur. Det bliver 28.-29. juni, 19.-20. juli og 16.-17. august.

”Vi ved, at en del af vores passagerer til Danmark i højsæsonen skal videre til Nordjylland, som mange i Grønland har særlig tilknytning til. Derfor dette nye produkt. Datoerne er valgt ud fra, at de fleste traditionelt rejser i tre og fem uger, og der vil selvfølgelig være tilslutningsflyvninger til flere byer i Grønland,” siger Air Greenlands kommercielle direktør, Christian Keldsen.

På de nævnte datoer erstatter Aalborg-flyvningerne de sædvanlige Air Greenland-fly fra København. Har passagerer på de tre datoer brug for forbindelse til København, er fartplanen lavet, så de kan nå indenrigsfly med SAS.