FLYSELSKABER: For at tiltrække flere passagerer og øge sin synlighed overfor rejsebureauer, vil Air Greenland indgå flere samarbejdsaftaler med andre flyselskaber. I denne uge kom den nye aftale med Icelandair, snart følger SAS og andre.
”Vi kommer ikke tilbage til ”gamle dage,” hvor vi havde interline-aftaler med omkring 100 selskaber. Vi kigger på de strategiske værdier af disse og vil få ca. ti aftaler. SAS er næsten på plads, og vi forhandler med en håndfuld andre flyselskaber i Europa, Nordamerika, Asien og Mellemøsten. Interline-aftaler er f.eks. vigtige for et mindre selskab som vores, der ikke har mulighed for at skabe et stort rutenet, vi selv flyver.”
Det siger Christian Keldsen, kommerciel direktør i Air Greenland til standby.dk
For at kunne kommunikere med andre flyselskaber om bl.a. billetudstedelse til hinandens ruter, gennemtjek af bagage osv., har Air Greenland netop investeret 30 mio. kr. i at komme med i Amadeus’ bookingsystem Altea. Dermed er Air Greenland atter mere synlig i det store bookingsystem og dermed nemmere at booke for rejsebureauerne, herunder erhvervsrejsebureauerne.
”Vi er også igen kommet med i Amadeus, fordi det gælder om at se fremad. Air Greenland er i en stærkt tiltagende konkurrencesituation og står foran store udfordringer,” siger Christian Keldsen.
Konkurrencesituationen omfatter bl.a., at et stigende antal ferierejsende til Grønland ankommer med charterflyvninger i den smalle højsæson fra juni til starten af september. Således har f.eks. Air Berlin rene charterflyvninger til Grønland – det samme har et selskab fra Miami med amerikanske krydstogtgæster.
Udfordringerne for Air Greenland afhænger af, hvilken kurs det grønlandske selvstyre træffer når det gælder landets enorme potentiale for bl.a. olie- og mineraludvinding. Der har allerede været charterflyvninger med specialister fra denne industri fra bl.a. skotske Edinburgh.
Samtidig er der planer om et konkurrerende grønlandsk flyselskab. Greenland Express har fået sin politiske godkendelse, men mangler sin operationelle tilladelse til flyvninger mellem bl.a. Danmark og Grønland.
Den første nye interline-aftale med Icelandair blev bekræftet i forgårs. Dermed kan rejsende fra f.eks. Grønland nemmere skifte i Islands hovedlufthavn, Keflavik – en rute Air Greenland selv flyver fra hovedstaden Nuuk – og derfra videre til Nordamerika med Icelandairs omfattende netværk. På samme vis er det nu nemmere for rejsende fra Nordamerika at skifte i Keflavik og derfra flyve til Grønland med Air Greenland.
Den næste interline-aftale bliver med SAS, der i øvrigt ejer 37,5 pct. af Air Greenland, samme procentdel har det grønlandske selvstyre, mens den danske stat ejer de resterende 25 pct.
Blandt de regioner, Air Greenland gerne vil have dækket med sine kommende interline-aftaler, er udover Europa og Nordamerika også Asien og Mellemøsten.
Air Greenland havde sidste år 380.000 passagerer – ca. status quo i forhold til 2011.
Ca. to ud af tre af selskabets passagerer flyver indenrigs i det enorme land, mens resten primært er på ruten til Københavns Lufthavn ligesom selskabet har udenrigsflyvninger til Island og Canada.
Air Greenland har ca. 90 pct. af rutemarkedet til og fra Grønland. Samlet betjener selskabet 22 lufthavne i og udenfor Grønland, nogle af indenrigsruterne i Grønland betjenes kun med helikoptere.
Selskabet har 11 fly (1 Airbus 330-200, 6 Dash-8-Q200, 3 Dash-7 og 1 Beechcraft King Air) samt 22 helikoptere (2 S-61, 8 Bell 212 og 12 AS350)