Air Help arbejdede ulovligt i lufthavnen

Selskabets repræsentanter, som villigt agerede for DR Kontant, havde ingen tilladelse til at virke inden for murene i Københavns Lufthavn. – Hvordan slap de mon igennem sikkerhedskontrollen?

Når man overværede DR`s Kontant i den forløbne uge om flyselskabernes manglende vilje til at oplyse om passagerers rettigheder, kunne emnet i sig selv være relevant nok.

Men metoden, hvor DR Kontant gik hånd med Ari Helps repræsentanter, som styrtede rundt blandt passagererne og tilbød hjælp til at klage mod at få 25 procent plus moms, hvis sagen blev vundet, var i sig selv angribelig og må slet ikke finde sted uden tilladelse.

Bag kulisserne – air side – i lufthavnene må kun være folk med særlig tilladelse eller journalister med pressekort – samt naturligvis passagerer.

Standby.dk har undersøgt, hvordan Air Help er kommet ind, og det kan hverken Københavns Lufthavn eller Trafikstyrelsen svare på. Eller rettere: De kan bekræfte, at det ikke er sket via sikkerhedsadgang for folk med relevant ærinde eller pressekort. Og altså heller ikke sammen med TV- holdet.

Herefter er der kun èn mulighed, nemlig at købe en billig billet og undlade at rejse med flyet. Det nummer behøver man ikke at være Sherlock Holmes for at regne ud.

Til gengæld har Air Help ikke lov at drive den slags kommerciel virksomhed i transit og ved gates.

Derfor vil det ikke gå i ret mange minutter næste gang, inden det vil blive opdaget og stoppet, siger en kilde.

Til gengæld er det fortsat luftfartsselskabernes pligt at informere passagererne om deres rettigheder.