Air India øger betjeningen af Københavns Lufthavn fra tre til fire flyvninger om ugen. Arkivfoto.

Air India roser Wonderful Copenhagen

Det indiske Star Alliance-medlem, der på fredag øger betjeningen af København, roser WoCo for turistorganisationens marketingkampagner målrettet indiske turister fra New Delhi-området.

I september sidste år åbnede Air India på København med tre ugentlige flyvninger fra New Delhi. Det er gået så godt, at flyselskabet på fredag, 11. maj, øger med endnu en ugentlig frekvens og dermed kommer op på fire. Ruten flyves med Boeing 787-8 Dreamliner, der har plads til 256 passagerer – 18 på business og 238 på economy.

En medvirkende årsag til fremgangen af rejsende fra den indiske hovedstad til København er ifølge Air India kampagne fra Wonderful Copenhagen på sociale medier. De temaer, der særligt virker i WoCo-kampagnen, handler om Danmarks historie med vikinger, kongelige slotte og gamle bygninger. Hertil kommer den danske livsstil og kultur, en ren og moderne by, hvor man kan bade i havnen, frisk luft, nyde arkitektur, design og gastronomi – for eksempel oplevet gennem en herboende inder, der viser sit København, skriver Markedsføring.dk

Ifølge pressemeddelelse fra Air India har WoCo-kampagnen i Indien nået 7,5 millioner unikke brugere af særligt Facebook og Instagram. Kampagnens indtil videre 15 videoer er set cirka 21 millioner gange, de har indtil videre bestået af videoer på cirka et halvt minut, rettet mod at engagere og inspirere brugerne med mikro-historier fra København i øjenhøjde som er nemme at dele, like og kommentere på.

”Vi er meget imponerede over Wonderful Copenhagens digitale kampagner i Indien, som performer rigtig godt. Kampagnerne er effektive, inspirerende og flotte eksempler på digital destinationsmarkedsføring, når det er bedst,” siger Madhu C. Mathen, direktør for salg- og marketing hos Air India.

Glæde hos WoCo
Wonderful Copenhagen glæder sig over den fine effekt i Indien af markedsføringen:
”Det er rart, at Air India er så tilfredse med vores digitale kampagner. Destinations-markedsføring og udvikling af nye markeder hænger sammen, og market intelligence og viden om målgrupperne, deres interesser og rejseadfærd er afgørende i vores arbejde,” siger Tine Kastrup-Misir, kommunikationschef i WoCo.

Ifølge Wonderful Copenhagen har hovedstadsregionen siden 2009 oplevet en vækst i turismen på 65 procent. Hovedstadens turisme står for 40 procent af omsætningen i turismen i Danmark og bidrager med over 40 milliarder kroner i omsætning og skaber job til over 48.000 i hovedstadsregionen.

Relaterede artikler:

Stor vækst på langruter i Københavns Lufthavn

Air India håber på daglig rute til Københavns Lufthavn

Flere indiske turister i Danmark