LUFTFART: Fra hhv. 15. august og 16. september får Star Alliance-medlemmet to nye direkte ruter fra den indiske hovedstad til såvel Stockholm som København. Begge ruter får tre B787 Dreamliners om ugen.
Efter flere års tilløb åbner Air India 16. september ny, direkte rute fra landets hovedstad, New Delhi, med tre Boeing B787 Dreamliner-flyvninger om ugen. Ruten blev præsenteret i går på den danske ambassade i Delhi.
Den direkte rute er resultatet af adskillige års forhandlinger mellem bl.a. Københavns Lufthavn, danske virksomheder, Air India og myndighederne i begge lande. Bl.a. var transportminister Ole Birk Olesen i Delhi i februar med Københavns Lufthavns ledelse.
“Som Nordeuropas Star Alliance-hub vil vores partnerskab med Air India styrke knudepunktet i København – til gavn for Air India, SAS og Danmark. Og så får danskerne og danske virksomheder en lang række nye rejsemuligheder i Indien og Asien via Air Indias hub i Delhi,” siger Københavns Lufthavns direktør, Thomas Woldbye.
Præsentationen af den nye rute skete i går på Danmarks ambassade i Delhi, hvor ambassadør Peter Taksøe-Jensen har spillet en stor rolle i arbejdet for at få ruten til Danmark, oplyser Københavns Lufthavn.
Lufthavnen henviser til en regnemodel udviklet af Damvad Analytics der skulle betyde, at den nye Air India-rute med de tre ugentlige afgange giver en årlig vækst i Danmark på lidt over en kvart milliard kr.
Ifølge Udenrigsministeriet har den danske samhandel med Indien i dag en værdi af knap 10 mia. kr. og med potentiale for meget mere.
Også til Stockholm
Det er for nylig blevet oplyst, at Air India 15. august ligeledes åbner en rute fra Delhi med tre Dreamliner-flyvninger om ugen til Stockholms Arlanda-lufthavn.
I forbindelse med den nyhed oplyste Swedavia, der driver en række svenske lufthavne, at passagertallet mellem Indien og Sverige de seneste tre år er steget 50 pct.
Swedavia oplyser, at med den kommende Delhi-rute vil Arlanda have 19 langruter.