airBaltic: Flere passagerer – lavere kabinefaktor

Lettiske airBaltic, der netop i disse dage bliver handlet ud af SAS-koncernen, er at af få flyselskaber, der i disse måneder kan melde om vækst i passagertallet.

 

I november måned kunne flyselskabet således notere en passagermæssig fremgang på 13 %, målt i forhold til samme måned i 2007. Helt præcist transporterede selskabet 189.547 passagerer i november måned i år mid 168.026 rejsende samme måned sidste år.

 

Tallene dækker dog over, at flyselskabets kapacitet er vokset endnu mere, nemlig med hele 17%. Og målt over de første 11 måneder af 2008 har airBaltic øget kapaciteten med markante 30%. Især bemærkelsesværdigt i en tid, hvor det store flertal af flyselskaber skærer ned i deres kapacitet.

 

Med vækst i passagertallet og endnu større vækst i kapaciteten landede selskabet kabinefaktor på 58% for november måned, mens den for hele året frem til 30. november er en smule højere, nemlig 62%. Det er til gengæld en smule mindre end 2007-tallet for selskabets belægning.

Skrevet af Christian Peschardt