airberlin forlader Oneworld

Air Berlin.

LUFTFART: airberlin og østrigske Niki er fra 27. oktober ikke medlem af Oneworld-alliancen som følge af den forestående konkurs i airberlin.

airberlin, der i 2012 kom i Oneworld-alliancen, er med det østrigske datterselskab Niki ikke længere medlem af Oneworld fra 27. oktober, oplyste Oneworld i går.

Oneworld betjener over 1.000 lufthavne i cirka 160 lande, oplyste alliancen. Tabet af airberlin og Niki vil betyde tab af under 20 destinationer i navnlig Østrig og Tyskland, hedder det.

Ti andre Oneworld-selskaber, for eksempel British Airways, betjener 230 lufthavne i 40 europæiske lande, herunder airberlin og Nikis henholdsvis tyske og østrigske hjemmemarkeder. Ti Oneworld-medlemmer flyver til 13 destinationer i Tyskland og Østrig.

En række medlemmer af Oneworld som British Airways, Finnair og Iberia vil indtil videre acceptere point fra airberlins bonusprogram.

Det gælder også flyvninger booket med bonuspoint fra før airberlin i midten af august meddelte, at det gik i betalingsstandsning. Rejsende hos airberlin med platin eller guldkort til selskabet kan fortsat bruge deres bonuskort til 27. oktober for at få loungeadgang. Efter denne dato accepteres airberlin platin eller guldkort ikke mere som adgang i Oneworld-lounger.

Passagerer med airberlin udstedte billetter som omfatter rejse efter 27. oktober med andre Oneworld-medlemmer, skal kontakte det Oneworld-medlem de helt eller delvist skulle flyve med.

Sidste år havde medlemmerne af Oneword-alliancen samlet 550 millioner passagerer.

Kabinepersonale fra Oneworld-selskaberne i 2012 ved Brandenburger Tor i Berlin i forbindelse med airberlins optagelse i alliancen. Foto: Oneworld.

Da airberlin i marts 2012 kom ombord i Oneworld styrkede det alliancens dækning af udover Tyskland og Østrig – med airberlins østrigske datterselskab Niki som associeret medlem – i blandt andet Central- og Sydeuropa. Med airberlin og Niki i Oneworld kunne alliancen se en tredobling af betjente lufthavne i Tyskland og Østrig.

Airberlin havde ved sin optagelse i Oneworld flyvninger til 162 lufthavne i 40 lande.

Det var i øvrigt også i 2012, at Berlin den 3. juni forventede åbning af den tyske hovedstads nye hovedlufthavn, Berlin Brandenburg Airport; den er som bekendt stadig ikke åbnet.

Mange codeshare-partners

Airberlin har ifølge sin hjemmeside codeshare med disse flyselskaber: AirBaltic, AirSERBIA, Air Seychelles, Alitalia, American Airlines, Bangkok Airways, British Airways, Bulgaria Air, Etihad Airways, Finnair, Hainan Airlines fra Kina, Iberia, Japan Airlines, Jet Airways fra Indien, Meridiana Fly fra Italien, Pegasus Airlines fra Tyrkiet, Royal Jordanian, S7 Airlines fra Rusland, SriLankan Airlines og Virgin Australia.