Aktionærerne i tvivl om SAS trafik i julemåned

shares2LUFTFART: En fremgang i passagertal var i sig selv positivt, men fik selskabet nok for billetterne? Aktien steg marginalt i Sverige og faldt en smule i Norge og Danmark.

Det var positivt, at SAS i fredags kunne rapportere om en fremgang i passagertallet op til 1,7 mio., eller 2,5 procent flere end i julemåneden året før. Til gengæld faldt gennemsnitsindtægten pr. solgt flysæde, og det er mindre godt i betragtning af, at belægningsprocenten fortsat befinder sig i underkanten af 70 procent. Dog et par procentpoint højere end i november.

Det kan være svært at overskue de økonomiske konsekvenser ud over, at markedet stadig er hårdt, især i Europa, hvor lavprisselskaberne presser i konkurrencen med lave priser. Derfor er det også helt logisk, at SAS klarer sig bedst interkontinentalt med en stigning i trafikken på 4,7 procent, og til USA med 20 procent. Formentlig med en belægning på omkring 90 procent.

Man kan ikke se ud af trafiktallene, hvordan priserne har været på de oversøiske ruter, som kun er en lille del af selskabets trafik, men til USA er trafikken steget med omkring 20 procent, hvilket primært skyldes den ny rute til San Fransisco. Umiddelbart ser det ikke ud til, at Norwegian indtil videre har været en alvorlig trussel.

Den skandinaviske trafik til europæiske destinationer steg med 5,9 procent, især fra Norge og Sverige – en direkte konsekvens af flere direkte ruter på bekostning af turen omkring København.

Trafikken i indeværende regnskabsår forventes fortsat at stige med tre– fire procent, som det også fremgik af årsrapporten i december.

Efter nogle dages stigning af aktien op til trafiktallene fra december faldt kursen i København med 0,6 procent, antageligt fordi både analytikere og aktionærer er lidt i tvivl om SAS får nok for de mange tomme flystole i luften, når 30 procent ikke er besat.

I Norge er man også i tvivl, og aktien faldt marginalt, mens den gik tilsvarende op i Sverige.