Alitalia søger konkursbeskyttelse i USA

Det nationale italienske flyselskab har søgt om en såkaldt Chapter 15 konkursbeskyttelse i USA for at sikre sine leasede lufthavns gates i New York JFK. Den midlertidige beskyttelse er en forudsætning for fortsat ruteflyvning fra Italien til USA.

’Chapter 15’ giver udenlandske selskaber beskyttelse under USA’s konkurslovgivning, mens selskabets økonomiske situation forhandles i hjemlandet.

Ifølge netmediet Law360 beskyttes Alitalias US-baserede værdier midlertidigt, mens myndighederne anerkender de konkursbehandlinger, der finder sted i Italien lige nu.

Flyvninger til USA står for 30% af Alitalias totale omsætning. Der flyves tre gange dagligt fra Rom Fiumicino til New York JFK og en gang dagligt fra Milano Malpensa. Desuden flyver selskabet til Boston Logan, Chicago O’Hare, Los Angeles og Miami.