Alitalia under konkursbeskyttelse

Arkivfoto med pave Frans på besøg i cockpittet hos Alitalia.

LUFTFART: Skyteam-medlemmet flyver videre, mens der søges efter ny redningsplan. Alitalia har behov for nye milliarder for at overleve.

Alitalia indgik i går i en ”amministrazione straordinaria,” der svarer til USA’s Chapter 11 om konkursbeskyttelse.

Ønsket om konkursbeskyttelse i Alitalia kom efter medlemmer af flyselskabets fagforeninger forleden nedstemte et forslag om fyring af op mod 1.000 ansatte og lønnedgang på otte pct. for de øvrige over 12.500.

Abu Dhabis flyselskab, Etihad Airways, har siden 2014 ejet 49 pct. af Alitalia. Alitalia har angiveligt brug for mindst 15 milliarder kr. for at kunne overleve.

Etihad Airways meddelte i går, at det har gjort hvad det kan for at redde Alitalia, men at en ”fundamental omstrukturering” er nødvendig, hvis Alitalia skal overleve.

Etihad og andre aktionærer i Alitalia har foreløbig pumpet over ti milliarder kr. ind i flyselskabet.

Alitalia flyver samlet til 94 lufthavne, her af 26 i Italien, med 4.200 ugentlige flyvninger på i alt 144 ruter.

Etihads egen alliance

Etihad Airways har sin ”Etihad Equity Alliance,” som ikke er en egentlig alliance som Oneworld, Skyteam og Star.

Etihad Equity Alliance omfatter disse ”medlemmer” – i parentes Etihads ejerandel: Air Berlin (29,21 pct.), Air Serbia (det tidl. Jat Airways – 49 pct.), Air Seychelles (40 pct.), Alitalia (49 pct.), Etihad Regional (Schweiz – 33,3 pct.), Jet Airways (Indien – 24 pct.) og Virgin Australia (24,2 pct.)