Alvorlige skår i tilliden til krydstogtselskaberne

Carnival-Fantasy[1].jpgCRUISE: Ikke mindst Carnivals uheld på stribe har fået amerikanerne til at tvivle på sikkerheden og lysten til at tage på krydstogt. 56 procent af nybegynderne har tabt interessen.

Foråret har medført nogle grimme rifter i den popularitet, som den forholdsvis nye ferieform med konstant stigende passagertal efterhånden havde fået. Også i forhold til turismen på landjorden.

Sidste år var det Costa Concordias uheldige kurs fra Rom, som endte med forlis ved den lille italienske ø. Billedet af skibet liggende vandret har været vist igen og igen på alverdens TV-skærme. Det har betydet et voldsomt prisfald for stort set alle krydstogter. Til glæde for forbrugerne og det modsatte for rederierne.

I år har flere skibe været ramt af uheld, som tidligere var meget sjældne. Verdens største rederi, Carnival Cruise, har lagt sig i spidsen på uheldssiden, men andre er fulgt med. Senest Royal Caribbeans Grandeur of the Seas, hvor der udbrød brand på tredje og fjerde dæk. Skaden var så alvorlig, at skibet først kommer i rute igen midt i juli.

Værst i år var dog 10. februar for Carnival Triumph, da både maskiner og nødgeneratorer satte ud efter en brand under et krydstogt i Den Mexicanske Golf. Skibet drev rundt i næsten to døgn uden køleskabe i funktion, uden aircondition og med langt de fleste toiletter ude af drift. Dramatiske beretninger om følgerne gik verden rundt.

Følgerne for troværdighed og salget er blevet værre end forventet. En analyse midt i maj, hvor 2052 amerikanske forbrugere er spurgt, understreger den uheldige udvikling.

Sammenlignet med en tidligere undersøgelse om tillid og troværdig hos krydstogtselskaberne er den generelt faldet med 12 procent. For Carnival er der tale om et fald på hele 26 procent.

Den samme trend gør sig gældende for Royal Caribbean, Norwegian Cruise og Holland-America, selv om dykket ikke er så voldsomt som hos Carnival. For sidstnævnte ser det også ud til at salget – i følge analysen – er faldet i de første tre måneder med omkring 20 procent.