American Express Global Business Travel forventer i anden halvdel af i år at få grønt lys til at overtage CWT, en anden af verdens største erhvervsrejsekoncerner. Arkivfoto: Amex GBT.

Amex GBT overtager CWT

American Express Global Business Travel vil købe aktiviteterne i en anden af verdens største erhvervsrejsebureaukoncerner, CWT. Også i Danmark ejer Amex den tredje store spiller, Egencia.

For omkring 570 millioner dollars, næsten fire milliarder kroner, vil American Express Global Business Travel overtage aktiviteterne i konkurrenten CWT; men ikke CWT’s gæld og likvider. Det skriver Amex i en pressemeddelelse.

Handlen forventes gennemført i anden halvdel af i år.

I 2021 fik Amex tilladelse til på globalt plan at købe Egencia fra giganten Expedia Group, der også tæller varemærker som Hotels.com, Trivago og Travelocity.

Alene på det danske marked har Amex, CWT og Egencia hver en årlig omsætning på 1,3-1,5 milliarder kroner, og samlet har trioen over halvdelen af omsætningen blandt erhvervsrejsebureauerne i Danmark.

På verdensplan har CWT omkring 4.000 firmakunder og forventer i år at omsætte for 5,8 milliarder kroner.

”At få CWT med i Amex GBT vil skabe nye muligheder for CWT’s kunder og medarbejdere samt mere værdi for aktionærerne,”  siger Paul Abbott, koncernchef i Amex GBT i en pressemeddelelse.

CTW’s koncernchef Patrick Andersen giver også udtryk for, at transaktionen vil kunne styrke produktet for kunderne.

”At gå sammen med Amex GBT vil sætte yderligere skub på vores vision for styrkelse af erhvervsrejsemarkedet. Sammen vil vi kunne levere en uovertruffen kundeservice.”

Synergieffekter for milliardbeløb
Amex GBT’s finansiering af overtagelsen af CWT skal ske via kontanter og udstedelse af 71,7 millioner nye Amex-aktier til seks dollars stykket. Aktierne skal overdrages til CWT’s aktionærer, der primært består af investeringsfonde.

Halvdelen af aktiernes værdi omfattes af en såkaldt lockup-periode på 270 dage

Parterne vurderer også, at en Amex GBT-overtagelse af CWT vil give de to koncerner synergieffekter for 155 millioner dollars, eller hvad der svarer til næsten 1.1 milliarder danske kroner.

I Danmark har Amex GBT cirka 300 navnligt store firmakunder.

Blandt Amex’ storkunder er A.P. Møller-Mærsk, Danmarks største private firmakunde; mens APM tidligere udgjorde over halvdelen af omsætningen for Amex i Danmark, er tallet nu under halvdelen. Amex’ andre store firmakunder tæller blandt andet, nævnt alfabetisk: Bestseller, IBM, Lego, Microsoft, Novo Nordisk, SOS International og Velux.

 

Relaterede artikler:

Amex GBT lukker dansk specialafdeling

Amex GBT og Egencia holdt housewarming

CWT Danmark: Igen tocifret milliontab i stort erhvervsrejsebureau