Rejsende i Delhi Airport. (Foto: Delhi Airport | Facebook.com | PR)

Analyse: Europa kan få gavn af indiske rejsende

I øjeblikket stiger Europas popularitet blandt indiske rejsende, og det rummer spændende perspektiver, da landet kan tegne sig for flere end 100 millioner udgående rejser om få år.

Med 1,4 milliarder indbyggere og positionen som verdens femtestørste økonomi er der fart på Indien. Landets middelklasse vokser desuden således, at den ventes at udgøre 60 procent af den samlede befolkningssammensætning i 2047.

Netop de kommende medlemmer af middelklassen, der har udsigt til at få flere penge mellem hænderne, ventes at spille en nøglerolle i at øge rejse- og turismebranchens bidrag til landets bruttonationalprodukt, som man regner med, vil vokse hurtigere end den overordnede økonomi i fremtiden.

Udsigten til denne udvikling har fået analysehuset Mabrian, der har specialiseret sig i rejser og turisme, til at kaste et blik på de muligheder, som rejselysten blandt inderne åbner for de europæiske markeder.

Rejser på fordelagtige tidspunkter
Analysen viser, at flere og flere indiske rejsende fatter interesse for Europa og vælger at rejse til lande i denne del af verden i tillæg til de kendte destinationer i Sydøstasien, som har været en favorit blandt landets indbyggere i en årrække.

Mabrians data viser, at flere europæiske rejsemål stiger i popularitet. Det drejer sig blandt andet om Spanien, hvor efterspørgslen fra Indien er steget med 3,8 procent, mens den er oppe med 9,8 procent og 18,3 procent i henholdsvis Østrig og Grækenland.

Et interessant aspekt ved flere indiske rejsende er, at de i en vis udstrækning rejser uden for den europæiske højsæson. De er særligt aktive i perioden fra marts til og med juli og så igen i december og januar, oplyses det.

To procent svarer til 100 millioner
Dataene viser desuden, at godt en ud af tre indiske rejsende, som indløser billet til Europa, er i selskab med enten en partner eller personens familie. Derfor vil der være en fordel i at skræddersy tilbud, der henvender sig til par, unge familier eller større grupper af familiemedlemmer, der rejser sammen.

Analysen blotlægger, at de rejsende blandt andet er på udkig efter gastronomi, natteliv, shopping og wellness, når de rejser på ferie. Det fortæller Carlos Cendra, der er partner og kommunikationsdirektør hos Mabrian.  

“Indiske rejsende motiveres af kultur, der ved hjælp af et miks af deres forskellige interesser skaber unikke rejseoplevelser. Udendørs aktiviteter og aktiv turisme spiller desuden en væsentlige rolle, når de rejser til Europa.”

“Rejsemarkedet i Indien har et imponerende potentiale. i 2030 kan landets outbound-marked nå op på 100 millioner internationale rejser – sammenligneligt med hele det årlige besøgstal i Frankrig – hvis kun to procent af indernes rejser går til udenlandske destinationer.”


Relaterede artikler:

Aviareps arrangerer atter årligt nordisk roadshow

Flyselskab får nordisk agent og dansk salgschef

Flere indiske turister i Danmark