Prisstigninger får ikke umiddelbart de europæiske forbrugere til at stoppe med rejse. Det viser en ny analyse, som dog peger på, at en del i stedet vil skrue ned for andre udgifter undervejs.
Selvom den økonomiske situation i verden overordnet set er mere presset i øjeblikket end for et år siden, viser en ny analyse fra European Travel Commission (ETC), at europæiske forbrugere alligevel vil prioritere at komme ud at rejse til trods for, at priserne på energi og dagligvarer befinder sig på et højt niveau.
Analysen blev foretaget i december sidste år, hvor en række respondenter fra Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Holland, Italien, Belgien, Schweiz, Spanien, Polen og Østrig blev udspurgt om deres rejseplaner i perioden fra januar til juni i år.
Her svarede 77 procent af de europæiske rejsende, at de planlægger at tage ud at rejse en gang i løbet af årets første seks måneder, hvilket er 16 procent flere, end da ETC foretog en lignende analyse sidste år. Tallene fra analysen viser, at 63 procent af de adspurgte ønsker at rejse udenrigs til en destination i et land i Europa.
Vil stadigvæk prioritere rejser
I forhold til 2022 er der sket en stigning på seks procent i antallet af europæere, der forventer at bruge mellem 1.000 og 2.000 euro (7.450 til 14.900 kroner) per person på deres næste ferie således, at tallet nu er 37 procent. 19 procent forventer desuden at bruge et endnu større beløb.
I analysen står det dog også klart, at den økonomiske situation kan betegnes som en væsentlig bekymring for rejsende. Stigende udgifter i forbindelse med ferieplanerne bekymrer 23 procent af de europæiske forbrugere, mens tankerne hos 18 procent kredser om deres egen økonomi.
Den viser derimod også, at det at rejse er blandt de udgifter, som de adspurgte er villige til fortsat at prioritere til trods for, at priserne på andre varer er steget. Det gælder for 59 procent af respondenterne, mens 16 procent endog regner med at øge rejsebudgettet sammenlignet med tidligere år. 58 procent af deltagerne i analysen påtænker at rejse to gange frem mod juni.
Ændrer adfærd før og på rejsen
I forbindelse med udarbejdelsen af analysen har ETC konstateret, at situationen i verdensøkonomien har ført til en ændret købsadfærd, da respondenterne i dag booker deres rejser tidligere, end tilfældet var for et år siden. Konkret kommer det til udtryk ved, at 44 procent af respondenterne allerede helt eller delvist har booket deres næste rejse, hvilket er en stigning på syv procent sammenlignet med 2022.
Det står også klart, at et godt tilbud eller pris i dag for 17 procent i dag spiller en nøglerolle, når disse forbrugere vælger en feriedestination. Derudover planlægger 18 procent af respondenterne at mindske deres indkøb på ferien sådan, at de kan spare penge på den måde.
I tillæg hertil vil 16 procent af de adspurgte vælge billigere indkvartering, end de ellers ville have gjort, 15 procent vil bruge færre penge på restauranter undervejs, mens 10 procent vil skære ned på antallet af attraktioner for at spare entréudgifterne. 12 procent overvejer derudover at købe en all inclusive-pakkerejse.
”Tendenserne i analysen maler et håbefuldt billede for rejsebranchen i år og demonstrer dens modstandsdygtighed over for de udfordringer, der er i den globale økonomi. Hvis man ønsker at kapitalisere på forbrugertilliden og de tidligere bookinger, bør branchen følge nøje med, så man kan forudse ændringer i forbrugernes behov og skræddersy tilbud, der flugter med disse,” udtaler Luís Araújo, der er formand for European Travel Commission.
Relaterede artikler:
Analysechef tror rejsebranchen undgår recession