Anders And og Onkel Joakims skattejagt bringer dem blandt andet til Mønsted Kalkgruber vest for Viborg. Illustration: Story House Egmont.

Anders And jagter kongeskat i Midtjylland

Anders And passerer Hald Slot, Mønsted Kalkgruber, Den Gamle By i Aarhus, Viborg, Silkeborg og Randers i nyt Anders And-blad. God turistreklame for landsdele at få besøg af Anders And & Co.

På jagt efter den myrdede danske konge Erik Klippings hemmelige skat, kommer Anders And og Onkel Joakim vidt omkring i Midtjylland i ugens Anders And-blad, der udkommer på torsdag.

Anders And og onkel Joakim farer igennem Region Midtjylland i jagten på Erik Klippings hemmelige skat, som efter sigende skulle være begravet et sted mellem Holstebro og Aarhus.

Egentlig er deres opgave at finde den bedste rute til et højhastighedstog på tværs af regionen, men onkel Joakim er mest motiveret af at finde den dyrebare skat.

Med sig har Anders og Joakim natureksperterne og YouTube-underviserne Asser Øllgaard og Brian Rasmussen. De skal sikre, at togruten ikke føres igennem naturområder med sjældne dyr – såsom de purpurplettede pragtpadder, der spiller en skæbnesvanger rolle i historien.

Klik for større format. Sådan ser forsiden på det nye Anders And-blad. Illustration: Story House Egmont.

Baseret på idé fra en læser
Historien er en del af serien Jagten på Danmarks skjulte skatte, som siden 2018 har bragt Anders And, onkel Joakim, Rip, Rap og Rup til Fyn, Trekantområdet, Vendsyssel og Sønderjylland.

Inden det blev afgjort, hvor den nye Anders And-skattejagt i Danmark skulle gå hen, opfordrede redaktionen på Anders And & Co. læserne til at indsende forslag til eventyr, ænderne kunne drage ud på.

Redaktionen kom med fire landsdele, hvor historien kunne foregå: Lolland-Falster, Midtjylland, Kongernes Nordsjælland og Midtsjælland. Dernæst var det op til læserne at overbevise redaktionen om, at det lige præcis var deres landsdel, som Anders And skulle besøge.

Kongemordet er rigtig nok, skatten er opdigtet
Vinderforslaget kom fra en læser i Midtjylland, Jesper Melgaard Algayer, der foreslog, at Anders And skulle på jagt efter kong Erik Klippings skat, som forsvandt den nat, han blev slået ihjel den 22. november 1286 i Finderup Lade, sydvest for Viborg. Kongemordet er rigtig nok, den hemmelige skat er opdigtet.

Forslaget fra Jesper Melgaard Algayer var så overbevisende, at redaktionen troede, der var tale om en sand historie. Men efter korrespondance med Lars Agersnap Larsen, museumsinspektør for Viborg Museum, indså redaktionen, at det blot var en rigtig god idé fra Algayer.

Svend Skytte, Anders And-bladets redaktør, siger i en pressemeddelelse fra udgiveren af Anders And-bladet, Egmont Publishing:

”Med udgangspunkt i den fantastiske idé fra Jesper Melgaard Algayer har vi fået skabt en hæsblæsende historie, der samtidig viser nogle af de fantastiske ting, som Region Midtjylland har at byde på. Med Asser og Brian har historien fået en ekstra dimension, som også lærer vores unge læsere om vigtigheden af også at passe godt på sjældne dyrs habitater.”

Det er god turistreklame for landsdele at få besøg af Anders And & Co. Børn og andre læsere kan blive inspireret til en ferie for at opleve de steder, de har set i Anders And-historien.

I Danmark siden 1949
På grund af papirmangel efter Anden Verdenskrig udkom det første Anders And-blad i Danmark først i 1949 – i 103.000 eksemplarer, til en pris af 75 øre for de 36 sider, udgivet i Danmark af Gutenberghus. I dag hedder forlaget Egmont Publishing. Og prisen er nu 39,95 kroner.

Gutenberghus udgav oprindeligt kun Anders And én gang om måneden, men fra 1956 begyndte bladet at udkomme hver anden uge, og i 1959 blev det til et ugeblad.

Anders And-bladets primære målgruppe er børn mellem 6-12 år og deres forældre; der bruges i snit 22-32 minutter på bladet, det læses i gennemsnit tre gange og 90 procent af køberne gemmer det, oplyser Egmont Publishing.

 

Relaterede artikler:

Fire danske landsdele i kamp om Anders And-besøg

Anders And besøger Fyn og omegn

Anders And besøger atter Danmark