Angleterre genåbner med kun 35 værelser

Efter at have brugt ca. halv milliard kr. på en to år lang opgradering genåbner københavnske Hotel d’Angleterre 1. maj. Men kun 35 af de 90 værelser og suiter er klar til genåbningen – resten følger til efteråret.

Mens Hotel d’Angleterre ved lukningen for ombygning i juni 2011 havde 123 værelser, får det nye hotel 90 værelser, hvoraf 53 klassificeres som suiter.

”Det går rigtig fint. Vi åbner 1. maj med en soft opening, 35 værelser vil være klar – resten følger til efteråret,” siger Dorte Rønnow Hansen, midlertidig direktør for hotellet på Kgs. Nytorv i København, til standby.dk

Dorte Rønnow afløste sidste efterår Thomas David Hartwig, medlem af hotellets bestyrelse, der havde titlen af adm. direktør siden hotellets direktør, Henrik Mansson, stoppede i maj i sidste år. Hans farvel til hotellet skyldtes bl.a., at genåbningen af d’Angleterre var udskudt fra 2012 til foråret 2013.

”Jeg skal ikke være hotellets general manager. Vi sætter navn på den nye hoteldirektør i den nærmeste fremtid,” sagde Dorte Rønnow Hansen i oktober sidste år til standby.dk – hverken den nye hoteldirektør eller salgsdirektør er endnu offentliggjort. Den nye salgsdirektør bliver dog en kvinde, oplyser Dorte Rønnow.

Dorte Rønnow Hansen har længe arbejdet med bestyrelsesformand i Remmen Fonden, Else Marie Remmen – enke efter Angleterres ejer, Henning Remmen, der døde i november sidste år. Fonden tilbagekøbte i 2010 hotellet fra de islandske ejere og forventer fremover ca. 100 ansatte.

Ifølge standby.dk’s oplysninger blev Angleterre med sine daværende søsterhoteller i København i 2007 solgt for en milliard kr. til islandske investorer. Siden blev Front Hotel overtaget af Scandic Hotels, mens First Hotels nu har driften af Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen.