Ifølge den konstituerede bestyrelsesformand er der mange årsager til, at Aalborg Zoo skal have ny direktør. Nyheden kommer få måneder efter, at ansatte har skudt med skarpt mod arbejdsmiljøet.
Når Aalborg Zoo sætter punktum for julemåneden, går der noget tid, inden nordjyder og andre dyreentusiaster atter kan komme på besøg. En forestående kloakseparering betyder nemlig, at haven holder lukket i januar, februar og marts.
Selvom parken bliver tom for gæster, betyder det dog ikke, at bestyrelsen kan holde fri. Det er netop kommet frem, at man skal på jagt efter en ny administrerende direktør, da den nuværende – Henrik Vesterskov Johansen – ikke længere vil være at finde på hjørnekontoret.
Udskiftningen på ledelsesgangen finder sted godt tre måneder efter, at ansatte i Aalborg Zoo sendte et brev til bestyrelsen, hvori de rejste en skarp kritik af arbejdsmiljøet i den zoologiske have. Det skriver TV 2 Nord.
Nye og anderledes krav
I en pressemeddelelse, der blev udsendt i weekenden, oplyser Aalborg Zoo, at bestyrelsen og Henrik Vesterskov Johansen har aftalt, at han fratræder som direktør ved udgangen af december, men han fortsætter dog som tovholder på en række projekter et stykke tid endnu.
Det er ikke kun den administrerende direktør, der vinker farvel til den zoologiske have. Det samme gælder Steen Royberg, der sidste år meddelte bestyrelsen, at 2025 ville blive hans sidste som formand. Sidstnævnte takker Henrik Vesterskov Johansen for indsatsen.
”Aalborg Zoo har gennemgået en markant udvikling i såvel publikumsstørrelse som kompleksitet – og det vil i fremtiden på en række områder stille nye og anderledes krav til haven og dens ledelse,” lyder det i pressemeddelelsen.
Ifølge Henrik Vesterskov Johansen har han haft nogle gode år i direktørstolen.
”Det har været et ekstremt spændende, men også krævende job at stå i spidsen for Aalborg Zoo. Jeg har sat pris på den tid, jeg har haft i spidsen for Aalborg Zoo.”
Trusler, frygt og stikkerkultur.
Det er samtidig kommet frem, at et antal ansatte i den zoologiske rettede en markant kritik af ledelsen i et brev, som blev sendt til bestyrelsen for omkring tre måneder siden. I brevet, som TV2 Nord er i besiddelse af, oprulles en række kritikpunkter, som de mener har været et problem i en årrække.
De ansatte er utilfredse med ledelsesstilen og arbejdsmiljøet i den zoologiske have, da de mener, at den er præget nedvurdering, manipulation samt manglende respekt for arbejdstagerne. Deres oplevelse er, at arbejdsklimaet i Aalborg Zoo har været præget af trusler, frygt og en såkaldt stikkerkultur.
Det er byrådsmedlem Mette Ekstrøm fra Socialdemokratiet, der er blevet konstitueret som bestyrelsesformand i Aalborg Zoo. Hun siger til TV2 Nord, at der har været flere faktorer, som har ført til, at beslutningen om at sige farvel til direktøren er truffet.
”Der er jo mange ting, der har været medvirkende til det her. Vi står jo for, at vi skal lukke haven for første gang nogensinde i tre måneder, fordi vi skal have lavet separatkloakering. Og så ser vi, at der jo er nogle ting, vi selvfølgelig lukker ned,” siger Mette Ekstrøm.
Relaterede artikler:
Destinations juleindsats kan aflæses på bundlinjen

STANDBY.DK Nyt om rejser


