Efter kritik: Tidligere borgmester bliver ny direktør

Sidste år kom det frem, at ansatte hos Aalborg Zoo kritiserede arbejdsmiljøet. Nogle måneder senere forlod den daværende direktør stillingen, og nu har bestyrelsen fundet hans afløser.

De seneste tre måneder har Aalborg Zoo holdt lukket, fordi kloakkerne under den nordjyske turistattraktion er blevet renoveret, men det har samtidig givet bestyrelsen ro til at finde en ny administrerende direktør for haven.

I slutningen af december forlod den tidligere direktør, Henrik Vesterskov Johansen, nemlig stillingen. Det skete tre måneder efter, at i hvert fald en del af de ansatte sendte et brev til bestyrelsen, hvori de rejste en skarp kritik af arbejdsmiljøet i Aalborg Zoo.

Nu er bestyrelsens ansættelsesudvalg nået i mål med opgaven og har ansat den nye direktør, der får til opgave at tackle den – med bestyrelsens egne ord – svære og komplekse ledelsesopgave, som venter på skrivebordet.

Ser frem til at tage fat
Valget er faldet på Thomas Kastrup-Larsen, der i næsten 10 år var borgmester i Aalborg. Han repræsenterede Socialdemokratiet i byrådet fra 1998 og frem til 2023, hvor han skiftede fra lokalpolitik til en stilling som direktør på Professionshøjskolen UCN.

Thomas Kastrup-Larsen sætter sig i direktørstolen den 1. maj, og han ser frem til at stå i spidsen for det, som den kommende direktør beskriver som en af regionens mest markante kultur- og naturinstitutioner.

”Aalborg Zoo er en fantastisk institution med et stærkt formål, dygtige medarbejdere og en stor betydning for både borgere, turister og naturbevarelsesarbejde,” lyder det.

”Jeg glæder mig meget til at påtage mig opgaven og til at videreudvikle haven sammen med medarbejdere, samarbejdspartnere og byens borgere. Der venter både spændende muligheder og store udfordringer – og jeg ser frem til at tage fat.”

Flere faktorer har været afgørende
I en pressemeddelelse oplyses det, at stærke lederkompetencer, strategisk indsigt og et stort engagement i Aalborg og Nordjylland har været afgørende faktorer i, at bestyrelsen har valgt Thomas Kastrup-Larsen som ny direktør.

”Gennem hele processen har han vist et markant strategisk overblik, stor forståelse for vores rolle i samfundet og et tydeligt blik for mulighederne i både naturbevarelse, gæsteoplevelser og udvikling af organisationen,” siger bestyrelsesmedlem Laura Hay Uggla, der er formand for ansættelsesudvalget.

”Vi er overbeviste om, at Thomas er den helt rette til at lede Aalborg Zoo ind i næste kapitel.”


Relaterede artikler:

Ansatte kritiserede nu afgående zoo-direktør

Destinations juleindsats kan aflæses på bundlinjen

Dansk zoo får det højeste besøgstal nogensinde