Askeskyer generer ikke mere

Nu begynder den ny registrering i tre zoner med faresignaler om askeskyer at virke i dansk luftfart. Her til morgen gav Statens Luftfartsvæsen grønt lys for brug af de tre zoner til vurdering af risikoen.

 

Det kom omgående til at betyde, at den trussel, der lå over jyske lufthavne blev hævet, og nu er al trafik godkendt indtil videre af Naviair.

 

I dag kl. 14 forventer Cimber Sterling at have alle sine strandede passagerer hjemme. SAS regner med at have alle hjemme i løbet af et par dage.

 

Senere meldinger i formiddags fra Naviair afhænger af, hvilken zone af de tre området ryger ind i. Der er den helt frie, som Danmark i formiddag måske befinder sig i. Så er der zone 2, hvor der efter Cimbers vellykkede prøveflyvning også tillades flyvning på visse betingelser. Det kan også være den Jylland er inde i nu.

 

Der var heller ingen aske i motorer eller andre steder på Cimbers ATR-fly efter testflyvningen forleden.

 

Tilbage er den røde zone, hvor flyvninger overhovedet ikke tillades på grund af stærk koncentration af vulkanaske i skyerne. Ryger vi ind i den bliver der fortsat flyforbud.

 

De nye meldinger går også ud på, at flytrafikken til og fra Færøerne og Grønland er stoppet indtil videre.

 

Skrevet af Ejvind Olesen