Australien bliver et hit for SAS via Singapore

Niels Henrik Hansen.

Allerede i dag er der pænt med australske passagerer, som rejser med SAS via Bangkok, siger general manager Niels Henrik Hansen, som i de næste måneder skal få tingene på plads, når SAS om kort tid sommerlukker ruten til Bangkok og sætter fuldt blus på det nye selskab med Singapore Airlines.

Til juli har Niels Henrik Hansen, kendt og respekteret SAS-chef fra Danmark, været general manager for SAS i tre år i Bangkok. Til gengæld er det slut, når den 64-årige rute sommerlukker mellem København og Bangkok om en måned. Hvad der derefter skal ske, er endnu uafklaret. Foreløbigt er der imidlertid nok at tage fat på.

”Vi har en række opgaver i de kommende måneder, som Niels Henrik Hansen skal koordinere og løse i området. Vi skal finde en GSA, som kan tage sig af vintertrafikken i Thailand, og vi skal have en masse ting på plads omkring vort nye samarbejde (joint venture selskab) med Singapore Airlines”, siger global salgsdirektør Elisabeth Milton til standby.dk.

”Jeg har været vældig glad for de år, vi har haft i Thailand og de øvrige dele af salgsdistriktet, og jeg synes, at fremtiden med Singapore Airlines ser meget spændende ud,” kommenterer Niels Henrik Hansen.

”Sådan rent teknisk kan man sige, at vi via Bangkok har haft to en halv destination til Australien, som vi har solgt meget på. Ud over landene i området og Singapore markedet, får vi nu fem destinationer til Australien via Singapore, og det kan blive et endnu større marked for samarbejdet.

Vi har allerede i dag mange passagerer, som rejser til Skandinavien om vinteren via Bangkok for at opleve naturen på denne tid af året. Jeg tror det bliver en markant stigning via Singapore”, fortsætter han.

Kan man stole på, at I kommer tilbage til Bangkok til vinter?

”Ja, og det er med de forudsætninger, vi netop nu søger GSA til at sælge den kommende vinters SAS produktion.”