Børnene bestemmer

Danske børnefamilier vælger meget ofte feriemål for børnenes skyld – og så må de voksne parkere deres egne drømme lidt i baggrunden. Det viser en ny undersøgelse om danskernes sommerferie 2008, som Kompas Kommunikation har foretaget for Hotels.com.

 

Sommeren er danskernes foretrukne rejsesæson, og 86 pct. af danskerne har været på ferie i løbet af sommerferien 2008. Verdens største hotelbooking-portal Hotels.com har spurgt 1.148 danskere om, hvem de tog mest hensyn til, da de planlagde deres sommerferie i år.

 

Hver anden dansker med hjemmeboende børn indrømmer, at årets sommerferie blev valgt for børnenes skyld. Færre end hver tredje forælder valgte at tage på den type ferie, som de selv havde lyst til.

 

»På Hotels.com ser vi tydeligt, at det oftest er børnefamilier, som booker deres hoteller gennem os. Når man rejser med børn, er det ekstra vigtigt, at man bor på et godt hotel, og her har vi et stort udvalg af hoteller, der dækker børnefamiliernes behov«, siger Alison Couper fra Hotels.com.

 

Selvom de danske børnefamilier vælger ferie for børnenes skyld, er der dog stadig mange »ferie-egoister«, som vil have det sidste ord. Ser man på den samlede danske befolkning, siger næsten hver anden dansker (45 pct.), at det er dem, der er »ferie-ministeren« derhjemme.

 

Kun hver tiende dansker lader partneren være hjemmets ferieminister. Udover singler uden børn er det især enlige fædre, som selv vil bestemme, hvor rejsen skal gå hen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen