Hård kritik fra flyselskaber

”Vil Irland blive et flyfrit område,” spørger Association of European Airlines. Det retoriske spørgsmål kommer efter irerne i år fik ny passagerafgift på ti pund, som kan have medvirket til faldet på 15 % i passagerer i de irske lufthavne – og næste år vil den irske flyveledelse hæve sine afgifter til flyselskaberne 17 %.



AEA, som repræsenterer Europas ruteflyselskaber – altså ikke lavprisselskaberne – fordømmer prisforhøjelsen i den irske flyvekontrol som medvirkende årsag til flyselskabernes økonomiske problemer.



“Flyveledelser kan som monopolister kompensere for faldende indtægter ved at hæve deres priser,” siger AEA’s generalsekretær Ulrich Schulte-Strathaus.



Schulte-Strathaus gør opmærksom på, at EU’s transportkommissær, Antonio Tajani, har skrevet til EU’s medlemslande og opfordret dem til ikke at tillade prisforhøjelser fra lufthavne og flyveledelser.



AEA har også for nylig skældt ud på den polske flyveledertjeneste, som vil hæve sine afgifter næste år 32 % for overflyvning af polsk luftrum – og 62 % for flyvninger til polske lufthavne. “Dette er indbegrebet af et monopol,” sagde AEA’s Ulrich Schulte-Strathaus



De 33 medlemmer af AEA – bl.a. Air France, British Airways, Lufthansa og SAS – havde sidste år 366 mio. passagerer til 662 destinationer i 162 lande med i snit 11.585 daglige flyvninger. Flyselskaberne i AEA har 394.000 arbejdspladser og en årlig omsætning på 79 milliarder euro.

Skrevet af