Rejsebureau til kamp mod Ekstra Bladet

Af Søren Rasmussen, adm. direktør, Albatros Travel



”Danmarks værste rejseselskaber”



Bag ovennævnte sensationelle overskrift i Ekstra Bladet gemmer sig en statistik over sager i Rejseankenævnet.



Blandt årets millioner af rejsende er nogle naturligvis ikke tilfredse, hvilket kan resultere i, at en reklamation havner i Rejseankenævnet, hvor den skandaløse branche har tabt 238 sager i det forgangne år. Albatros nævnes som en af branchens topscorer med hele 15 tabte sager.



Ekstra Bladet er såmænd ikke ene om denne dybdeborende og afslørende journalistik, som man hvert år kan læse mange steder i pressen, hvor statistikken udsættes for svingende journalistisk behandling.



Albatros’ 15 sager dækker over 4 forskellige grupperejser (af omkring 1000), omkring halvdelen stammer fra en enkelt rejse, hvor de rejsende blev udsat for en usædvanlig bidende kulde. Albatros havde forsømt sig mod de globale klimaforandringer.



Et problem der i øvrigt resulterer i et stigende antal reklamationer over kulde, regn, sne, blæst og orkaner uden for de respektive sæsoner.



Ifølge lovgivningen har rejsebureauer nemlig et såkaldt objektivt ansvar, hvilket betyder, at de er ansvarlige overfor alle problemer – uanset årsag.



Hvis de rejsende fryser urimeligt meget på en rejse, eller udsigten fra bussen ligner et gammeldags ostehandlervindue, skal de muligvis kompenseres.



Hos Albatros kompenserer vi almindeligvis automatisk den slags – også i de aktuelle tilfælde – men når sagerne havner i Rejseankenævnet, skyldes det i reglen, at der ikke er enighed om kompensationens størrelse og bureauet/bureauerne ønsker en uvildig vurdering.



Denne vurdering har nemlig betydning for alle fremtidige rejsende, fordi den resulterer i nye forbehold med små eller store bogstaver og fordyrer i øvrigt rejserne.



Man skal huske på, at det i sidste ende, er de rejsende, der skal betale gildet. Når rejsende får kompensation på grund af vejret, hvad mon der så sker med prisen på fremtidige rejser?



Kompensationerne betales sjældent direkte af rejsebureauerne selv, men af en forsikring, hvis præmie danner grundlag for prissætning af alle rejser.



Alene de ubetydelige tal fra ovennævnte statistik – 342 reklamationer i den samlede branche – indikerer ganske tydeligt, at de næppe siger noget som helst om rejsebureauerne.



Rejsebureauerne bruger som nævnt Rejseankenævnet som en uvildig instans, der kan træffe afgørelser om principielle sager, ikke mindst når det gælder objektivt ansvar, hvorfor afgørelserne altså ikke siger noget som helst om kvaliteten af de udbudte rejser.



Se, alt det kunne man såmænd have skrevet en glimrende artikel om, men næppe så interessant!



Det er fuldt forståeligt, at Ekstra Bladet ønsker at sælge aviser – et job der tilsyneladende bliver stadigt vanskeligere – men når man rydder forsiden for en ”ikke-historie” med kæmpeoverskrifter og uartige advarsler mod sagesløse bureauer, er man givetvis på kant med en bunke love – ikke mindst moralsk.



Det bør vel give enhver læser anledning til at overveje, hvordan det mon forholder sig med resten af stoffet?



Lad Ekstra Bladet blive hjemme og nyd ferien.

Skrevet af