Fredagskommentar: Fri os for politikere uden indsigt

Midt i juli, hvor solen skinner jævnligt, og alt andet stort set ligger stille, er det næsten for meget at vente, at folketingsmedlemmer ikke benytter en given anledning til at have en uforgribelig mening om forhold, de naturligvis ikke har den fjerneste indsigt i. Sidste år var det Københavns Lufthavn, der måtte se sig jagtet. I år er det arrangørerne af ungdomsrejser, der får besked om, hvordan de burde drive deres virksomhed.



Hvor ville det være befriende med en folkevalgt, der entydigt tilkendegav, at i denne sag måtte han eller hun melde pas. For hvem som købte hvilke rejser er og bliver en privatsag. Sådan er det i virkeligheden, men når Politiken spørger, svarer de politikere, som bliver ferieforstyrret lidt fra karsken bælg vel vidende, at når Politiken går til tasterne er hovedformålet, at vi alle skal have dårlig samvittighed.



Rådene regner ind til rejsebranchen om, hvordan man skal håndtere ungdomsrejser. Faderen til den 17-årige, der blev det tragiske offer for en lystig aften ved den bulgarske solkyst, mente ikke, at der var noget i håndteringen af dødsfaldet at bebrejde arrangøren.



Det positive er, at ingen politikere øjensynligt ligefrem ønsker indgreb og restriktioner.



Forbrugerombudsmanden, der heller aldrig forsømmer en lejlighed til at blande sig, mener, at sælgerne af ungdomsrejserne overtræder markedsføringsloven. Det er muligt, at det er tilfældet. Lad det komme an på en prøve.



Og er det tilfældet skal rejsearrangørerne naturligvis rette ind.



Men det er ikke kernen i problemet. Det er ansvarsfordelingen.



Den fortvivlede fader til den døde 17-årige mente dog, at der hos rejsearrangøren var grund til etiske overvejelser.



Muligt nok, men hvad med forældres egne etiske standarder, når de sender deres mindreårige børn af sted på ferie, hvis grundide er ungdommelig løssluppenhed med de fristelser, som den ferieform indebærer.



Ungdomsrejsebureauerne har deres profil. Ikke en sjæl kan være i tvivl om, hvad det er for en rejse, som de unge køber – ofte for mors eller fars penge. Forældrene må tage deres ansvar.



Bureauerne er butikker, hvor en vare er til salg. Nogle vil købe og andre ikke.



Denne markedsmekanisme skal politikerne holde fingrene fra.



Også forbrugerombudsmanden hvis regler for god markedsføringsskik ellers overholdes.



Der er grænser for sælgerens moralske eller pædagogiske forpligtelser.



De går ved lovgivningen.



Og i sidste ende er det ikke afgørende, om det er den bulgarske solkyst eller de nordjyske strande, der er rammen om de unges livsform i sommerferien. Alkoholforbruget/misbruget opstår jo ikke, når solen skinner.



Det er trist nok en fast bestanddel af de fleste unges ugentlige fester med kammeraterne. Og det er her, at forældre gennem fornuftige samtaler med de unge og egen adfærd skal opbygge deres vaner og normer.



Finder forældre det forsvarligt at sende deres 16-17-18 årige til et fremmed land til en uges udskejelser, placeres ansvaret hjemme ved spisebordet. Det vil nogle betragte som et umoderne synspunkt. Muligt nok.



Men det er i forholdet mellem forældre og børn at gode rejsevaner – og alkoholvaner – skal indskærpes. Herunder evnen til at tage vare på sig selv og vise hensyn til turistområdernes lokalbefolkning og andre turister, hvis alder og livsform måske ikke helt matcher de unges forventninger til en ferieoplevelse.

Skrevet af