B777 erstatter jumbojet hos Thai Airways i København

Thai Airways har i år 40 års jubilæum for åbningen af sin første rute fra Thailand til Europa, Bangkok-København. Og Star Alliance-medlemmet, der sidste år var 17. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 231.000 passagerer, får fra april næste år en indirekte jubilæumsgave.

 

Her indsættes nemlig selskabets fabriksnye Boeing 777-300 ER (extended range) på den daglige rute mellem København og Bangkok.

 

Det betyder samtidig farvel til den større Boeing 747-400, der i mange år har trafikeret ruterne fra Bangkok til bl.a. København og Stockholm; ruten til den svenske hovedstad skal dog også fremover flyves med B747. Thai Airways bruger Boeing 777-200 på ruten til Oslo. Denne model har 30 sæder på business class og 262 på økonomiklasse.

 

”Vi har lige fået nyheden om skiftet fra B747 til B777. Thai Airways får til efteråret sine to første B777-300, næste år kommer yderligere seks – det er disse fly, der bl.a. fra april skal betjene København,” siger selskabets salgsdirektør, Flemming Sonne, til takeoff.dk

 

De nye B777’ere er proppet med underholdningstilbud, bl.a. kan passagererne se over 100 film, 250 tv-programmer og lytte til 500 cd-albums. Hertil kommer mulighed for internetadgang osv.

 

Thai Airways har netop introduceret en markant opgradering af de B747-400, selskabet bl.a. bruger mellem Bangkok og hhv. København og Stockholm. Der er kommet ny indretning af kabinen, i første omgang på business class og premium economy, fra 16. august er der også bl.a. nye stole på turistklasse, hvorved passagererne får egen tv-skærm i stoleryggen.

 

På grund af ændret konfiguration med den nye kabineindretning, har B747 nu 375 sæder på de tre klasser mod før 389.

 

De nye B777-300 har 346 sæder, 42 på business class og resten på økonomiklasse. Dermed udbydes der 7,7 pct. færre sæder. Flemming Sonne afviser at den begrænsede reduktion i udbudte flysæder på ruten til København skyldes øget konkurrence fra f.eks. Emirates eller Qatar Airways.

 

Thai Airways har tidligere oplyst til takeoff.dk, at den lukrative rute til København kan få op til to daglige B777-afgange, måske allerede fra vinterprogrammet næste år. Men dette er endnu ikke bekræftet.

 

Thai Airways genoptager i øvrigt 28. oktober den direkte rute fra København til Phuket, Thailands største ø. Ruten, den første fra Europa, åbnede i november sidste år, og fløj til midten af marts med tre ugentlige afgange fra København. Hjemturen var via Bangkok.

 

”Også den kommende vinter flyver vi fra København til Phuket. Vi starter 28. oktober og flyver til udgangen af marts. I år bliver der to ugentlige fly fra København samt, som noget nyt, også to ugentlige fly til Phuket fra Stockholm,” siger Flemming Sonne og tilføjer:

 

”Vi glæder os over, at vi får de nye B777’ere til København, men det bliver vemodigt at tage afsked med B747, et fantastisk fly, og lidt ærgerligt, nu hvor vi har fået de nye sæder på de tre klasser.”

 

Sidste år rejste 156.000 danskere til Thailand, ca. halvdelen besøgte Phuket.

Skrevet af Henrik Baumgarten