Air Greenland køber og sælger fly

Air Greenland vil omlægge sin trafikering af Sydgrønland, så den direkte forbindelse mellem Narsarsuaq og København kun flyves om sommeren, og resten af året via Kangerlussuaq.



Det vil betyde flere fordele for passagererne, siger Air Greenland. Der vil i vinterperioden være betydeligt flere sammedags-forbindelser til Danmark og Vestgrønland end tilfældet er nu, uden at det vil betyde dyrere rejser.



Eksempelvis vil man kunne rejse frem og tilbage fra Danmark inden for samme uge uden overnatninger i Nuuk eller Kangerlussuaq. Samtidig får passagererne billigere rejser om sommeren, da omlægningerne sker for at tage udfordringen op fra kommende konkurrenter – lavprisselskaberne Cimber Sterling og Norwegian har luftet planer om sommerruter til Grønland.



Ændringerne hos Air Greenland forventes at træde i kraft fra næste efterår.



Som en følge af ændringerne vil Air Greenland sælge sin Boeing 757, der hidtil har fløjet på Narsarsuaq-København. Fremover skal ruten opereres med et indlejet fly om sommeren. Uden for højsæsonen indsættes et nyindkøbt Dash 8 fly på Narsarsuaq-Kangerlussuaq med forbindelse til Danmarks-flyet.



Baggrunden for beslutningen er, at ruten Narsarsuaq-København giver et årligt underskud på op til 15 mio. kr. – og beregninger viser, at selskabet ved et salg af Boeing’en og omlægninger af fartplanen kan opnå en besparelse på ca. 30 mio. kr. årligt – samtidig med at sydgrønlænderne får flere ugentlige forbindelser og billigere billetter om sommeren.



Bestyrelsen har også besluttet, at Air Greenland skal købe to Dash 8-200 fly i en fornyelse af flyflåden. Hidtil har Air Greenland opereret Dash 7 i Grønland, men disse fly bliver stadigt dyrere at vedligeholde og sværere at skaffe dele til. Derfor har Air Greenland nu udset sig Dash 8-200 som supplement til Dash 7-flåden.



Det lidt mindre Dash 8-200 har plads til 37 passagerer og bruger mindre brændstof og er mere miljøvenligt end Dash 7. De to nye – brugte – Dash-8 kommer fra Horizon Air i Alaska og ventes at blive leveret i maj-juni 2010.



”Vi skal styrke vor konkurrenceevne og leve op til to ønsker fra Sydgrønland om lavere priser mellem Narsarsuaq og København i højsæsonen og øget frekvens,” siger Air Greenlands adm. direktør, Michael Binzer, til den grønlandske avis Sermitsiaq og tilføjer:



”Priserne i lavsæsonen bliver på det nuværende niveau.”

Skrevet af