Østrig klar med stor snekampagne

Østrig vil op til den kommende vintersæson lancere sin hidtil største kampagne i bl.a. medierne for at tiltrække endnu flere nordiske turister til alpelandet – navnlig vil der være fokus på Danmark, der leverer over halvdelen af de ca. 1,2 millioner årlige overnatninger i Østrig fra nordiske skiturister.



”Kampagnen begynder til september og vi vil snart indbyde de nordiske skirejsebureauer til at være med,” siger Bo Schou Lauridsen, chef for Østrigs Turistråd i Norden og Baltikum.



”Skandinavien er ikke noget A-marked for Østrig – som fx. Danmark er det for den nærliggende svenske og norske skiturisme. Men det er – takket være gode flyforbindelser – nemmere for danskerne at flyve til Østrig, eller de kan bruge bilen, det tager 10-12 timer, så er man i Østrig. Omvendt er transporten sværere fra Norge og Sverige, der er længere at køre, der er ikke lige så gode flyforbindelser og så er busmarkedet fra Sverige nærmest gået i stå i de seneste år,” siger Bo Schou Lauridsen og henviser til hjemmesiden: austria.info/dk eller ”/se” for Sverige.



De danske turister er i snit 4,7 dage i Østrig – tallet dækker hele året, altså sommeren, hvor mange bruger Østrig som et behageligt sommerstop på vej til og fra fx. Middelhavet og Italien. I fjor var der totalt 980.000 danske overnatninger i Østrig, heraf de 630.000 om vinteren.



I midten af september indbyder Østrigs Turistbureau og Tysk Turist Information i øvrigt atter til fælles nordeuropæisk workshop for Norden og Baltikum. Det bliver i år i Finland og foreløbig er der tilmeldt 25 østrigske og 30 tyske destinationer samt 80 rejsebureauagenter fra Norden og Baltikum.

Skrevet af