Københavns svage hoteller vil gå under

Der er for mange hotelværelser i København – og endnu 1.000 værelser fordelt på fire nye hoteller åbner inden for et års tid. Det øger antallet af hotelværelser i København med ca. 8%.




En analyse fra ejendomsfirmaet Sadolin & Albæk sagde sidste år, at hotelbranchen er på vej ind i syv mørke år efter lige så mange lyse. ”Prisen på hotelværelser er begyndt at falde. Belægningsprocenten vil styrtdykke fra 75% sidste år til 60%. Højst sandsynligt må et par omegnshoteller,” siger direktør Peter Winther fra Sadolin & Albæk.



Efter rapporten er et par hotelprojekter droppet eller udsat. Scandic Hotels har sat en grund til salg på H. C. Andersens Boulevard, skriver Berlingske, og ingen ved, om hotellerne i Ørestaden ved butikscenteret Fields og Bella Center bliver til noget.



”Det er mest de femstjernede hoteller, der var ved at blive for mange af. Så mange rige forretningsfolk og konferencedeltagere kan København ikke tiltrække,” siger direktør Ronni Guldbrandsen fra Choice Hotels Denmark.



”Hotelbranchen har haft en af de højeste belægningsprocenter i Europa,” siger adm. direktør Henning Arp-Hansen, som bruger et stort millionbeløb til at renovere sine otte hoteller i Arp-Hansen Hotel Group. Han tror en række af små hoteller i byen må dreje nøglen om. Det kan simpelthen ikke betale sig at putte penge i dem.



Den eneste måde, hotelbranchen kan komme ud af krisen, er ved at investere. Det handler om at fremvise et hotel med allermest personlighed for værelsesprisen.




Danske hotellers brancheforening, HORESTA, mener ikke at problemet er intern konkurrence: ”Vi kæmper for at få ændret momsloven, så vi kan undgå de 25%. I dag kan udenlandske gæster bo billigere i Malmø og nemt komme til møder i København,” siger Lone Njor, direktør i HORESTA. ”Hvert hotel har tænkt længe over, hvilke kundegrupper, de satser på. Det gjorde man ikke før. Stjernesystemet er trådt i baggrunden,” siger hun.



De fire hoteller, som åbner det næste års tid, er det 3-stjernede Cab Inn ved Glyptoteket (til april 2004) med 350 værelser, Arp-Hansens ”The Square” står klar på Rådhuspladsen med 3-stjerner og 180 værelser til maj i år, Choice-hotellet Quaility Hotel Sydhavnen får fire stjerner og 220 værelser og åbner til august, mens First formentlig skal drive Københavns femte 5-stjernede hotel, Hotel Sankt Petri, i det tidligere Daells Varehus. Hoteller forventes at åbne inden årets udgang.

Skrevet af