BA med nye kabiner på korte ruter

BA kabineBritish Airways opgraderer de kommende år kabinerne på 95 fly med helt ny indretning og britisk-produceret interiør, der blandt andet skal reducere CO2-udledning.

De korte ruter får nye, slankere og ergonomisk designede lædersæder med plads til flere passagerer og dermed billigere billetter. Samtidig vil de nye kabiner skabe CO2-besparelse på 5% pr passager pr kilometer. British Airways målsætning er at reducere CO2-udledningen med 50% inden 2050.

”Markedet har ændret sig dramatisk de seneste år, og for at sikre konkurrenceevnen, er det tid at investere i radikal opgradering af vores produkt. Vi er i fuld gang med at optimere vores kabiner, så rejsende får den bedst mulige oplevelse samtidig med, at vi tager hensyn til miljøet. Det indebærer innovative lædersæder, med mere benplads, da bladholderen er rykket højere op og desuden kan anvendes som tablet-holder,” siger Peter Rasmussen, chef for British Airways i Nordeuropa.

”Samtidig forventer vi i nær fremtid at kunne tilbyde Europas første landbaserede 4G-bredbåndsinternet på flere af vores korte ruter, hvilket vil give kunderne internetadgang i luften af samme kvalitet, som på jorden”.

Den omfattende opgradering er en del af et investeringsprogram på fem milliarder pund, som består af indkøb af nye fly og opgradering af den eksisterende flåde.