BA undskylder støj fra fulde besætningsmedlemmer

British Airways undersøger hændelse, hvor besætningsmedlemmer, der ikke var i aktiv tjeneste, drak og forstyrrede passagerer på flyvning fra Washington til London.

Nogle af de ’passive’ besætningsmedlemmer fik angiveligt mere end en tår over tørsten. Ifølge avisen The Sun, der omtaler hændelsen i dag, klagede passagerer på flyets Første og Business Class til flyvningens purser, kabinechefen, over de larmende, passive besætningsmedlemmer.

Da flyets kabinebesætning indstillede serveringen til deres larmende kolleger, begyndte de ifølge avisen at råbe og skrige, hvilket forstyrrede andre passagerer, der gerne ville have noget søvn.

En talsmand fra British Airways siger til The Sun: “Vi undskylder hændelsen overfor de passagerer, der blev generet. Vi undersøger sagen og vil tage passende forholdsregler overfor de involverede besætningsmedlemmer.”