Hotel Nørrevang med 28 værelser er indrettet, så det kan huse både en klassisk krostue og en mere gourmetpræget restaurant. Nørrevang har ligeledes plads til større konferencer, kurser, fester og andre arrangementer. PR-foto.

Badehotel klar til genåbning efter millionrenovering

Ejeren af Hotel Nørrevang med 28 værelser ved Marielyst Strand på Falster har investeret 25 millioner kroner i en renovering af badehotellet, som der nu skal findes ny forpagter til.

Efter en omfattende istandsættelse gennem tre år af det, ifølge ejeren, historiske badehotel Hotel Nørrevang i feriebyen Marielyst på Falster, er man nu på udkig efter en ny forpagter til genåbningen i maj.

Ifølge en pressemeddelelse startede det som et mindre renoveringsprojekt, men endte som en totalrenovering og ombygning gennem tre år og til en pris af 25 millioner kroner for moderniseringen af det gamle hotel ved Marielyst Strand.

”Nørrevang er en smuk og charmerende ejendom,” siger arkitekt Simon Skriver fra tegnestuen WE Architecture, der har stået i spidsen for renoveringen af ejendommen. Selve ombygningen er hovedsageligt udført af lokale håndværkere, og den røde tråd har været at skabe de rette rammer for en forpagter, der vil udbyde hotellet som ”affordable luxury,” hedder det i pressemeddelelsen.

Nørrevang er oprindeligt opført som bondegård, men blev i 1904 omdannet til et sommerpensionat i takt med, at der blev bygget sommerhuse i området, og Marielyst blev et attraktivt ferieområde.

Vi skal finde den helt rigtige forpagter
”Nu mangler der blot den sidste brik, at finde den rigtige forpagter, der kan genskabe stemningen på det gamle idylliske sommerpensionat og bringe en traditionsrig institution tilbage til lokalområdet,” siger Mikkel Sandorff, som bistår ejeren af Hotel Nørrevang i at finde den eller de rette forpagtere.

”Når man taler med folk, der er kommet på Hotel Nørrevang gennem tiden, og når man går rundt på ejendommen i dag, kan man se for sig, hvordan folk har holdt deres ferier, fejret begivenheder, mødtes, spist og drukket og grinet og nydt livet. Det er præcis de oplevelser, vi ønsker, at Nørrevang igen skal danne rammen om,” siger Mikkel Sandorff.

Hotel Nørrevang ligger på Marielyst Strandvej, få minutters gang fra områdets kilometerlange sandstrand samt restauranter og butikker. Hotellet rummer 28 totalistandsatte værelser samt et hovedhus med restaurant, bar, pejsestue og konferencerum. Indretningen er skabt, så der kan huses både en klassisk krostue og en mere gourmetpræget restaurant. Nørrevang er desuden et oplagt sted til at holde større konferencer og kurser, fester og andre arrangementer, oplyses det.

Relaterede artikler:

Femern Bælt-forbindelsen øger behov for hoteller

Opfører nyt dansk hotel til havvindmølle-teknikere

Vil søsætte 1.500 husbåde til turister i Danmark