Selv om det er årets koldeste dag, har Friluftsrådet valgt den til at præsentere nyheden ’Badepunkt’, som er Friluftsrådets nye kystflag, som markerer hvor, man kan bade og få særlige naturoplevelser ved vandet.
Når badesæsonen starter vil badegæsterne kunne vælge at tage på strandtur til et Badepunkt. Det er navnet på Friluftsrådets nye mærkning af strande, der garanterer rent badevand, tryghed og særlige natur- og friluftsoplevelser.
“Vi glæder os til vise, at der både findes Blå Flag strande med mange kriterier til rent badevand, service og faciliteter, og så Badepunkter, der stiller samme krav til rent badevand, men lægger mere vægt på en anden strandoplevelse med fokus på natur og friluftsliv. Vi glæder os til at hejse det første flag, som vi synes har et moderne, nordisk og naturligt look”, siger Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted.
Supplerer Blå Flag
Badepunkt skal supplere det kendte Blå Flag, og vil allerede fra denne sommer vise badegæster vej til strande med særlige natur- og friluftsmuligheder.
Foreløbig kan strandgæster finde et Badepunkt ved Davinde Sø i Odense, på fire strande i Varde Kommune og to i Helsingør. Her bliver Badepunkt testet inden alle kommuner kan være med i ordningen fra næste år.
Her kan man finde dit Badepunkt i sommeren 2018: Helsingør Kommune: Jarlens Grund, Trykkerdammen og Julebæk Strand.
Varde Kommune: Houstrup Strand, Børsmose Strand, Vejers Strand og Høje Knolde Strand.
Odense Kommune: Davinde Sø.
Relaterede artikler:
Flere kommuner dropper Blå Flag
Det danske badevand er i topform
Cypern og Malta har det bedste badevand