Bakken udvider sæsonen

Bakkens nuværende Pjerrot fejrede sidste 20 år jubilæum – her med Bakkens direktør, Nils-Erik Winther, til højre.

TURISME – Danmarks næststørste turistattraktion, Dyrehavsbakken nord for København, åbner i år som noget nyt i skolernes efterårsferie samt i juleferieperioden.

Det sagde Bakkens adm. direktør, Nils-Erik Winther, til standby.dk under Ferie for Alle-messen i Herning.

”Vi havde sidste år 2,5 mio. besøgende, selv om tallet er svært at bedømme, da vi ikke har adgangskontrol. Men får vi bl.a. miljøgodkendelse på plads, vil Bakken også i år være åben i efterårs- og juleferien. Da Tivoli begyndte at åbne udenfor sæsonen var vi ikke klar, det er vi nu,” sagde Nils-Erik Winther.

En af de største ”teltholdere” på Bakken er Steen Torben Pedersen, hvis kælenavn er Torben Træsko. Han står bl.a. bag Korsbæk-området på Bakken samt Cirkusrevyen, som han på Ferie for Alle sagde til standby.dk, at han i år forventer 170.000 publikummer til.

Tallene fra sidste år er endnu ikke klar, men i 2015 var de 10 største attraktioner i Danmark: Tivoli: med 4,7 mio. besøgende, Dyrehavsbakken: 2,7 mio., Legoland: 1,7 mio., København Zoo: 1,1 mio., Djurs Sommerland: 802.000 og Louisiana (kunstmuseum): 725.000.

Herefter fulgte Lalandia Billund med 636.000, Den Blå Planet (Danmarks Akvarium): 603.000, Faarup Sommerland: 588.000 og Rundetårn: 580.000.