Ballade i Tivoli

 

Forlystelsesparken Tivoli mødte hård kritik på gårsdagens generalforsamling. Kritikken udspringer af Tivoli-ledelsens planer om at rive det over 100 år gamle H.C. Andersen Slot ned til fordel for et nyt byggeprojekt, som indebærer et 102 meter højt tårn med hotel og lejligheder, skriver Børsen i dag.

 

»Der er noget grundlæggende galt. Tivoli er på vej over i en udvikling, der styres af økonomiske hensyn,« siger aktionær i Tivoli Holger Hagelberg, der på generalforsamlingen fremsatte forslag om at bevare slottet. 

 

Aktionær Holger Hagelbergs kritik bakkes op af talsmand for foreningen »Tivolis Venner« Peter Holst Eriksen. »Tivoli har til alle tider været en forretning, men fra at have været et kulturelt ?agskib er haven nu godt og grundigt ved at miste sin sjæl til fordel for ren og skær kræmmermentalitet,« siger han. Desuden mener han, at kursskiftet kan spores tilbage til det dalende besøgstal i sommerperioden. 

 

Tivolis årsregnskab for 2007 viste et voldsomt fald i overskuddet fra 52 mio. til 28 mio. kr., bl.a. fordi besøgstallet faldt med 6,5 pct. Især perioden juli til september oplevede Tivoli et besøgsdyk med et tab på 247.000 gæster i forhold til sommeren 2006. Tivolis ledelse har begrundet faldet med sommerens ustadige vejr, mens Holger Hagelberg peger på, at andre  parker  som  eksempelvis Dyrehavsbakken havde rekordhøj  omsætning  i  2007. 

 

Sagen om Tivoli-slottet ligger i øjeblikket på kulturministerens bord, da Det Særlige Byggetilsyn og Kulturarvsstyrelsen ikke kan blive enige om, hvorvidt slottet skal fredes eller ej. 

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen