Det bliver en svensker

SAS-chefen Jørgen Lindegård slipper styrepinden i koncernen, senest om seks måneder. Måske tidligere. Den oplysning kom som en overraskelse for de fleste i går, og nu er der for alvor gang i spekulationerne om hvorfor. Var det hans eget valg, eller mente bestyrelsen, at man har tæret nok på hans evne til at tackle problemerne i det store 60-årige skandinaviske selskab ?



Det svar får vi nok aldrig. Så sent som i forrige uge var han i udmærket forsvarsstilling, da han skulle redegøre for resultatet i 1. kvartal. “Mere peger opad end nedad,” sagde han blandt andet.



Igen og igen måtte han forklare om pilotkonflikt, og de tabte 250 mio. kr. i den anledning. Og det blev sagt mere eller mindre direkte, “at enten overlever vi sammen, eller også går vi ned sammen. Og der er kun èn vej. Omkostningerne skal ned i et niveau, hvor vi kan konkurrere.”



Nu skal SAS og personalegrupperne overleve uden Jørgen Lindegaard i front, og der er selvfølgelig en lidt anderledes sag i dag, hvor selskabet er delt op i nationale selskabet, end før i tiden, da koncernchefen var det suverænt samlende led. I Danmark har man fortsat en dansk adm. direktør, Susanne Larsen og en dansk bestyrelsesformand i John Dueholm, der også er adm. direktør for SAS Airlines. Han kunne være et super bud på en ny koncernchef – men han har dansk pas.



“Lad der ikke gå landskamp i det her”, har Lindegaard sagt flere gange undervejs – ikke med tanke på sin efterfølger – men efter opdelingen i nationale selskaber. ” De skal ikke kæmpe mod hinanden, men imod eksterne konkurrenter,” tilføjede han.



Der er ingen tvivl om, at det har irriteret ham voldsomt, at forhandlinger med personalegrupper undertiden så ud til at skulle føres i medierne. Det gjaldt piloterne i sagen om deres overflytning til SAS Danmark, og det gælder fortsat en minisag som den om de kinesiske stewardesser. “Hvordan i alverden kan man hjemme i Danmark sammenligne en polsk slagteriarbejders situation om en arbejdstilladelse med en kinesiske stewardesser ansat af os i Kina, som flyver otte minutter i dansk luftrum?” spurgte han forleden undrende ved en pressekonference i Stockholm.



Lindegaard blev helten på aktiemarkedet og førte SAS tilbage til et papir, der kunne være en fremtid i. Han lykkedes med en turnaround og sparede 14 mia. kr. på årsbudgettet. Et kunststykke af rang. Hver gang et sparemål blev nået, jublede analytikerne. Hver gang der kom et nyt regnskab, som kun lige holdt trit med udviklingen, vendte de tommelfingeren nedad.



Alligevel var der udsigt til et pænt regnskabsresultat i år på trods af underskuddet i 1. kvartal. Men, naturligvis måtte der igen ske stramninger, bl.a. de tabte 250 mio. kr., skal jo hentes igen et eller andet sted.



“Man kan komme til at miste overblik, når man skal fokusere så meget på omkostningerne, og nu må en anden tage over,” sagde han i går på pressekonferencen. Og hvem bliver så det ? Mange navne vil komme i spil. Jørgen Lindegaard var første dansker i top i løbet af de 60 år i flyselskabet (koncernen).



Det eneste, der forekommer nogenlunde sikkert er, at svenske politikere og erhvervsledere ikke godtager endnu en dansker på posten. Selv om den norske bestyrelsesformand i går nævnte, at det sagtens kunne blive en person uden for Skandinavien, er det ikke sandsynligt.



Ikke engang en nordmand får chancen. Den post står der igen Sverige på. Og så ringer klokkerne igen for den svenske ønskedrøm om flere ruter til Stockholm og færre til København.



Sådan har det altid været. Og sådan bliver det igen. Landskamp eller ej. Den tid, da Ole Madsen scorede med hælen er forbi.

Skrevet af