Dansk hotel på flot liste



Det er det nye 4-stjernede Hotel Guldsmeden Axel i Helgolandsgade tæt på bl.a. Tivoli som blev nr. 37 over de mest bookede hos hollandske booking.com i sidste uge.



Og det er første gang, at et skandinavisk hotel er på søgemaskinens Top 50, oplyser booking.coms salgschef i mail til adm. direktør for de fire Hotel Guldsmeden-hoteller i København og Århus, Helena Thomsen.



”Booking.com er vores største leverandør og største distributionskanal, cirka 20 % af alle vores bookinger kommer via booking.com – det er mere end via vor egen hjemmeside,” siger Helena Thomsen, som ikke på stående fod har nogen forklaring på, hvorfor et nyåbnet hotel tiltrækker så mange bookinger.



Axel Hotel Guldsmeden hed indtil sidste efterår Hotel Triton og var en del af den franske Accor-kæde, som dog pakkede sammen og forlod Danmark.

Hotelbygningen blev overtaget af Hotel Guldsmeden, der gennem vinteren har brugt over 20 mio. kr. på at renovere bl.a. de 130 værelser. Det har bl.a. givet en ekstra stjerne, så hotellet nu har 4.

Men arbejdet med at renovere er endnu ikke helt færdigt, bl.a. skal det kommende spa-område med svømmebassin i kælderen gøres færdig ligesom der kommer suiter i to etager med udsigt over Københavns tage.



På booking.com kan hjemmesidens brugere skrive kommentarer om de hoteller, de har besøgt.

Hér får Axel Hotel Guldsmeden megen ros for sin betjening, mens flere på minussiden påpeger støj fra arbejdet med netop at færdiggøre hotellet.



Booking.com har ifølge egne oplysninger over 20 millioner hits per måned – der blev booket 14,6 mio. overnatninger i de 12 måneder som endte med udgangen af juni i år.

Booking.com er en del af Priceline.com



Booking.com tilbyder over 35.000 hoteller på mere end 9.000 destinationer.



HB

Skrevet af