Århus får incomingbureau til erhvervsturisme

Der skal sættes turbo på for at få mere af den lukrative erhvervsturisme til Århus. Derfor præsenteres et initiativ om samarbejde mellem alle byens hoteller og andre dele af turistbranchen på et pressemøde i dag, torsdag. Der har hidtil været en masse snak om at gøre noget ved området, også i kommunens planer, men der sker for lidt. Derfor det private initiativ.



”Dette skulle gerne give 5-6.000 ekstra overnatninger om året. Vi har også talt med bl.a. Maersk Air, der jo har mange direkte ruter til Billund fra Europa. Århus har plads til op til 2.000 mødedeltagere i sit største kongrescenter, Radisson SAS Scandinavia Hotel – eller til 4.000 i Arenaen. Baggrunden for initiativet er også, at antallet af hotelovernatninger i Århus er stagnerende. Vi vil i første omgang dække Århus Amt, men senere måske sprede os til hele provinsen.”




Det siger marketingschef Kaj Nielsen fra Mangaard Rejsecenter, ansvarlig for markedsføringen af projektet, Danish Conference Service Aarhus, DCSA. Hotel- og kongresnetværket har sammen med Mangaard Rejsecenter i Århus dannet DCSA, der beskrives som Østjyllands første bureau for indkommende erhvervsturisme.



Danish Conference Service Aarhus skal skaffe flere kongresser, konferencer og andre begivenheder til byen samt fx. skræddersyede uddannelses- eller belønningsrejser for udenlandske virksomheders kunder og medarbejdere.




Mangaard Rejsecenters gruppe- og specialrejseafdeling, Danish Group Tours, arrangerer allerede i dag alle former MICE (Møder, Incentives, Konferencer/kongresser og Events). DCSA vil gennem totalløsninger i form af markedsføring, salg, transport, rådgivning og handling optimere tilgangen af erhvervsturisme på netop MICE-produkterne.



Den nye organisations hjemmeside er: come2aarhus.dk

Skrevet af