Den tyske hovedstad overhalede sidste år Slesvig-Holsten som den tyske delstat med flest danske overnatninger. Det tyske turistråd håber på dansk rekord i år i forbindelse med EM-slutrunden.
Fem af de 16 tyske delstater har over halvdelen af de målbare danske overnatninger i Tyskland – og Tyskland er det land, flest danskere overnatter i, Spanien har flest danske ankomster.
Bo Schou Lauridsen, chef for Tysk Turist Information – det statslige tyske turistråd, Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT) i blandt andet Danmark, har fået de foreløbige danske tal for sidste år.
De viser blandt andet, at Berlin har overhalet Slesvig-Holsten, der har landegrænse til Danmark, som den delstat, flest danskere besøgte sidste år.
Der var sidste år lige over tre millioner danske overnatninger i Tyskland sidste år, mens der i rekordåret, 2019, var 3,4 millioner målbare danske overnatninger i Tyskland.
Fem delstater i toppen
De endelige 2023-tal er endnu ikke indløbet, men om det lavere danske tal sidste år i forhold til 2019, siger Bo Schou Lauridsen til Standby.dk:
”Det lavere danske tal i Tyskland sidste år i forhold til 2019 skyldes blandt andet, at danskerne under pandemien købte sommerhuse i Danmark, som de gerne vil bruge – det går for eksempel udover udlandsrejser eller weekendture, som Tyskland har haft mange af, ikke mindst Slesvig-Holsten på den anden side af grænsen,” siger Bo Schou Lauridsen og tilføjer:
”Mange danskere køber måske også større udlandsrejser, og sparer derfor på ekstra, korte udlandsture. Elbiler kan også have en betydning – hvis man ikke er helt sikker på bilens rækkevidde og hvordan mulighederne er for at oplade den i udlandet.”
Men i hvert fald var det sidste år de samme tyske delstater i top fem når det drejede sig om danske overnatninger. Berlin overtog førstepladsen fra Slesvig-Holsten og det var uforandret disse delstater på de tre næste pladser: Hamborg, Niedersachsen (delstaten syd for Hamborg med blandt andet Harzen) og Bayern, der er Tysklands sydligste delstat.
Fodboldslutrunde kan give dansk besøgsrekord i Tyskland
EM-slutrunden, UEFA Euro 2024, spilles fra 14. juni frem til finalen den 14. juli i Berlin. 24 landshold deltager, herunder Danmark, og kampene afvikles i 10 byer: Berlin, Dortmund, Düsseldorf, Frankfurt, Gelsenkirchen, Hamborg, Køln, Leipzig, München og Stuttgart.
Bo Schou Lauridsen, chef for Tysk Turist Information i Danmark, har tidligere om slutrunden sagt til Standby.dk:
”Vi regner med, at Danmarks deltagelse vil give omkring 40 procent flere danske overnatninger i Tyskland under slutrunden og cirka 25 procent flere danske ankomster til Tyskland i EM-perioden. Det svarer til cirka 60.000 ekstra danske ankomster med 400.000 overnatninger til Tyskland som følge af slutrunden.
Normalt har vi omkring én million danske overnatninger i juni og juli.”
Relaterede artikler:
Tyskland: Forventer ny dansk turistrekord