Berømt dansk Michelin-kok forlader Tivoli

Henrik Yde-Andersen foran Det kinesiske Tårn inden åbningen 6. april i år. Foto: Tivoli.

TURISME: Af ikke oplyste årsager har Tivoli og dansk Michelin kok afbrudt samarbejdet om en af havens mest kendte restauranter, der nu er lukket resten af sommersæsonen. Tivoli håber at have ny restauratør klar til efterårets Halloween sæson.

”Det må du snakke med Tivoli om. Min advokat siger, at jeg ikke skal udtale mig i denne sag.”

Det sagde den danske kok Henrik Yde-Andersen fredag til standby.dk efter det for nylig kom frem, at han og Tivoli har afbrudt samarbejdet om restauranten Det kinesiske Tårn i Tivoli. Her havde Henrik Yde ved starten af dette års sommersæson i april åbnet sin anden eksklusive thailandske Kiin Kiin-gourmetrestaurant i København.

Den første Kiin Kiin-restaurant i København har siden 2008 haft en Michelinstjerne.

Lukningen af restauranten med plads til 450 gæster skete i sidste halvdel af august, skrev Berlingske.dk.

Til standby.dk sagde Tivolis pressechef, Torben Plank, i fredags:

”Samarbejdet om lejemålet er ophørt, årsagen er et internt anliggende. Tivoli arbejder på ny løsning for Det kinesiske Tårn, vi håber at have den klar til Halloween sæsonen fra 13. oktober til 5. november.”

Pressechefen tilføjede: ”jeg tror det er sket før, at en restaurant er lukket under en igangværende Tivoli-sæson.”

Henrik Yde siger, at hans advokat har sagt han ikke skal udtale sig. Siden advokaten er inddraget, er det tegn på et muligt retsligt efterspil mellem Henrik Yde og Tivoli?

”Det kan jeg ikke sige noget om, det er som sagt et internt anliggende,” siger Torben Plank.

Medarbejderne hos Henrik Yde i Det kinesiske Tårn er flyttet til den nye Kiin Kiin-restaurant på Strandvejen i Hellerup samt til hans VeVe (Vegetariansk Verdenskøkken) restaurant på Østerbro.

Henrik Yde sagde i januar i år til Berlingske, at køkkenet i hans kommende restaurant i Det kinesiske Tårn var upraktisk indrettet, og at det ville koste 1,2 mio. kr. at få det ombygget ligesom selve tårnet formentlig skulle renoveres for ca. 1,8 mio. kr.

Da Tivoli præsenterede Henrik Yde som ny i spidsen for Det kinesiske Tårn, sagde kokken i Tivolis pressemeddelelse: ”Jeg har altid haft en drøm om, at det tårn i Tivoli en dag skulle blive mit. Tårnet emmer af eventyr og eksotiske madoplevelser, og den kombination vil jeg satse rigtig meget på at udbygge, så børn og voksne kan se frem til nye madoplevelser i nogle af de smukkeste rammer i Tivoli.”

Henrik Yde har i øvrigt samarbejde med Arp-Hansen Hotel Group med restauranten ”Sea by Kiin Kiin” er på kædens 71 Nyhavn Hotel.

Tivoli er med 27 restauranter Københavns største spisested med plads til 10.000 spisende gæster.