Cimbers reklamer lander flere passagerer

Cimbers salgs- og marketingchef, Bjarne Rasmussen, kiggede på salgsstatistikker, da Take Off ringede mandag:



”Jeg kan umiddelbart se to år tilbage. Og hvis man kigger på de kolde tal fra uge 9 og 10 i år, altså de to forrige uger med TV 2-kampagnen, så har vi dagligt via vor hjemmeside haft 100-150 flere indenrigsbookinger – en booking er i snit for 2,1 passagerer,” siger han og tilføjer:



”Forrige uge havde vi passagerrekord fra København til Karup og Sønderborg – og i sidste uge havde vi rekord på Aalborg samt den fjerde bedste uge siden vi i 2002 overtog Maersk Air-ruten mellem København og Bornholm.”



”Og når TV 2-kampagnen er færdig med udgangen af denne uge vil vi undersøge, hvor meget mere kendt, Cimber Air nu er i befolkningen,” Bjarne Rasmussen.



Cimber-kampagnen til mange millioner kr. skal tiltrække flere indenrigspassagerer og gøre Cimber kendt. I alt vises Cimbers fem reklamefilm 300 gange på TV 2 i tre uger.



”Hos vor målgruppe i København er der stadig mange, der ikke forbinder Cimber med et flyselskab. Vi er ikke kendte nok hos hr. og fru København, og heller ikke hos hr. og fru Danmark,” siger Bjarne Rasmussen.



I alt var ca. 582.000 af Cimbers 797.000 passagerer i fjor på selskabets indenrigsruter.

Medregnes passagerer på charterflyvninger samt ruter, Cimber flyver for SAS, havde selskabet sidste år ca. en million passagerer.



Cimber Airs tre største ruter var i fjor Karup-København med over 200.000 passagerer, Bornholm-København med næsten 200.000 passagerer samt Billund-København med ca. 100.000 passagerer.



Dets indenrigsruter er fra København til Billund, Bornholm, Karup, Sønderborg og Aalborg samt Billund – Bornholm.



Udenrigs har Cimber ni egne ruter: fra Billund til Bergen, München, Oslo og Stockholm.

Og fra København til Basel, Bukarest, Norrköping (og Visby på Gotland) og polske Wroclaw – i denne måned får Cimber en ny daglige rute mellem København og Newcastle.

I alt havde Cimbers egne udenrigsruter sidste år

215.000 passagerer.


Skrevet af