TURISME: I morgen får Tivolis 1.500 medarbejdere 300.000 nye kollegaer, når 10 bistader opsættes på toppen af Tivolis Koncertsal. Tivoli har indgået et samarbejde med Bybi, der i løbet af sommeren forventer at kunne høste 450 kg honning fra staderne i Tivoli, der blandt andet skal bruges til morgenmaden på Nimb Brasserie og til salg til Havens gæster.
Torsdag den 30. april bliver medarbejderstablen i Tivoli kraftigt forøget, når Bybi om morgenen kommer forbi med 10 bistader, til opsættelse på toppen af Tivolis Koncertsal. Allerede på nuværende tidspunkt består hver af de 10 bifamilier af ca. 30.000 bier – hvilket vil blive til dobbelt så mange i løbet af sommeren. Det er Bybi, der passer bierne og høster honningen. Hver uge hele sommeren igennem kigger de forbi og sikrer, at bierne og dronningen har det godt. Bybi forventer at høste i juni, juli og i starten af september.
Tivoli blev inspireret til at holde bier under udarbejdelsen aftegningerne til Tivoli Huset, hvor det var planen at holde bier på taget. Bier er fredlige dyr, der kun er interesseret i blomster, og de stikker kun, når de føler sig truet. De forveksles ofte med hvepse, der er aggressive og bliver tiltrukket af vores mad.
Når honningen er færdigproduceret vil gæsterne på Nimb Hotel og Nimb Brasserie kunne nyde godt af de mange nye medarbejderes flid, for honningen vil være en del af morgenmaden.