Dansk turisme vil bruge Big Data for at stå stærkere. Arkivfoto fra den jyske vestkyst ved Hvide Sande. Foto for VisitDenmark: Rikke Kjær Poulsen.

Big Data skal øge dansk turismes konkurrencekraft

En ny fælles dataplatform, der kan fortælle turismevirksomheder om alt fra turisters købevaner til belægningsprocenter i sommerhusområder, udrulles efter test på vestkysten nu i resten af landet.

Big Data, Internet of Things, Business Intelligence og Cloud Computing rimer ikke umiddelbart på dansk ferie, strand, kyst og natur.

Ikke desto mindre skal teknologierne og en ny national dataplatform nu bidrage til at sende dansk turisme i den globale digitale superliga for at styrke Danmarks konkurrencekraft i kampen om turisterne.

Det skriver VisitDenmark og den erhvervsdrivende fond Dansk Kyst- og Naturturisme i en fælles pressemeddelelse.

Udbredelsen af den nyudviklede dataplatform skal gøre Danmark til firstmover inden for brug af Big Data i turismesammenhæng og dermed styrke konkurrencekraften.

Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark tog i 2020 initiativ til at styrke digitaliseringen og udnyttelsen af data i dansk turismesammenhæng med projektet Destination: Digital.

Et projekt, der startede på Rømø og siden blev udrullet til hele Vestkysten via Destination Nordvestkysten, Destination Vesterhavet og Destination Vadehavskysten og med NTT Data Business Solutions som hovedansvarlig for den tekniske infrastruktur bag dataplatformen.

Deler data
Under pilotprojektet har lokale turismevirksomheder delt data med hinanden, suppleret med offentlige data om turisternes adfærd med henblik på at skabe fælles indsigter, der kan give de enkelte virksomheder bedre vilkår for at skabe ideelle rammer og vilkår for landets turister, oplyses det.

Jens Hausted, direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, siger i pressemeddelelsen: ”Det digitale potentiale i turismebranchen er enormt, og tiden er inde til, at vi tager næste skridt i den teknologiske udvikling med en fælles national dataplatform.

Værktøjer som business intelligence, kunstig intelligens og internet of things rummer alle store muligheder for at optimere og udvikle branchen, øge omstillingsparatheden og i sidste ende styrke indtjeningen i den enkelte virksomhed,” siger han.

Udrulningen af den fælles dataplatform sker i tråd med regeringens netop offentliggjorte nationale strategi for dansk turisme.

Dansk turisme skal arbejde smartere
Jan Olsen, administrerende direktør for VisitDenmark, siger i pressemeddelelsen: ”Dansk turisme skal ovenpå en global coronakrise, et udfordret arbejdsmarked og stigende inflation arbejde smartere i morgen end i går.

For at vi kan sikre et fortsat produktivt og konkurrencedygtigt turismeerhverv, er det vigtigt, at vi tør investere i nye forretningsområder og teste nye værktøjer. Derfor investerer vi nu i udviklingen af det, som skal blive den nye fælles datainfrastruktur i dansk turisme,” siger Jan Olsen.

Selvom teknologien er velkendt, er Danmark første land i verden, hvor private erhvervsaktører, kommuner og organisationer deler data med henblik på at opnå fælles indsigter i en fælles platform.

Den nuværende data er skabt og indsamlet af aktører fra detailhandlen, feriehusudlejere og kulturaktører, oplyses det.

Svært at finde informationer om, hvilke oplevelser tyske eller norske turister går efter
Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune og formand for Partnerskab for Vestkystturisme, siger i pressemeddelelsen: ”Med denne nye platform vil vi fremover kunne træffe væsentligt mere kvalificerede beslutninger bakket op af tal.

Det har hidtil været en ganske svær opgave at finde valide informationer om, hvilke oplevelser tyske eller norske turister går efter, hvad de køber i supermarkedet, eller hvor de overnatter. Fremover kan vi forudsige, hvilke is tyskerne spiser, eller hvornår det er tid til rengøring på offentlige toiletter – blot for at nævne nogle eksempler. Mulighederne vil fremover være uanede,” siger borgmesteren.

Udrulningen af Big Data-platformen er allerede godt i gang, hvor blandt andre destinationsselskaberne Bornholm, Limfjorden, Sønderjylland, Lolland-Falster og Sjælland er ved at tage platformen i brug og bidrage med data.

Samtidig sættes der også fokus på en række nye brancher i platformen, såsom naturaktører, eventafviklere, campingpladser og mange andre.

Relaterede artikler:

Danskere stadig interesseret i ferie på hjemmebanen

Efterlyser fokus på konkurrenceevne i dansk turisme

“Vores ejer køber gerne flere store campingpladser”

VisitDenmark i datasamarbejde med Instagram